Rolex 24 at Daytona 2021 – anden halvdel af natten samt morgen

Den anden halvdel af Rolex 24 at Daytona 2021 blev startet 3.40 lokal Florida tid.

Mike Rockenfeller var bestemt ikke døsig, da han forsøgte at tage føringen af løbet med Ally Cadillac Racing #48, da han gik tre mand bred med Filipe Albuquerque i Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #60 og GRT Grasser Racing Team Lambo #111. Rocky måtte dog flette ind bagved portugiseren igen, og vente lidt med næste overhalingsforsøg.

Der havde været lidt ballade mellem Win Autosport #11 og NTE Sport Audi #42. #11 var på vej udenom Audi’en i Sving 6, hvor Alan Metni bare fortsatte lige ind i siden på stakkels Tristan Nunez. Dommerne gav også #42 en Drive-through. Men først skulle begge biler repareres i deres respektive garager.

Alegra Motorsports Mercedes #28 og Mustang Sampling Cadillac #5 havde også haft lidt kontakt ude på banen, hvor #28 slap med en advarsel.

Mühlner Motorsport #6
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Cadillac Chip Ganassi Racing #01 fik lavet en kæmpe brøler, i forbindelse med deres 21. pitstop. Enten havde Kevin Magnussen kørt for hurtigt på vej ind i pitten, eller også havde Scott Dixon kørt for hurtigt ud af pitten. Faktum var – 20 sekunders Stop & Go straf, for at have kørt 25 kilometer i timen for hurtig i pitten. Det sendte dem fra andenpladsen, og ned på 5. pladsen i DPi kategorien.

GRT Grasser Racing Team Lambo #111 måtte trække sig fra løbet, da de fik problemer med motoren, og hellere ville stoppe inden der stod flammer ud af den, ligesom søsterbilen.

Sean Creech Motorsport #33 holdt stille i Sving 1, hvor Lance Willsey skulle bruge nogle sekunder, inden han kom videre.

NTE Sport Audi #42 fik en Drive-through, fordi at de havde haft lidt for travlt med at komme ud på banen igen, efter deres reparationer i garagen.

Forty7 Motorsports #7 holdt kortvarigt stille ude på banen, men Mark Kvamme fik liv i bilen igen.

Vasser Sullivan Lexus #14
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Der var større problemer for Nicolas Lapierre i PR1 Mathiasen Motorsports #52, som holdt stille i Sving 3. Franskmanden kunne ikke selv komme derfra, så der måtte en Full Course Yellow til, for at få bilen trukket i sikkerhed. Replay viste at Lapierre ramte autoværnet to gange, med både den ene og den anden side af bilen, netop som han kom ud af pitten.

Vasser Sullivan Lexus #14 måtte en tur tilbage til garagen igen, da Oliver Gavin kunne rapportere om flere problemer. Heldigvis var det en hurtig løsning af problemet, men de havde tabt mange omgange i forvejen.

Det blev en utrolig rodet genstart af løbet, hvor Mazda Motorsports #55 var meget frisk på speederen, i forsøget på at få en omgang tilbage. Whelen Engineering Cadillac #31 var kortvarigt en tur igennem græsset, men Felipe Nasr fik den tilbage på asfalten igen, uden større problemer.

Mühlner Motorsport #6 fik en 60 sekunders Stop & Go straf, da de havde arbejdet på bilen, mens pitten var lukket for LMP3 biler.

Vasser Sullivan Lexus #14 fik en Drive-through straf, da de havde arbejdet på bilen, på et ikke-tilladt sted i pitområdet. De holdt dog i pitten med nogle problemer.

Tower Motorsport #8
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Der var krig i GTLM (som sædvanligt) hvor BMW Team RLL #25 forsøgte at tage føringen af klassen fra Corvette Racing #4, men i stedet endte med at tabe andenpladsen til Corvette Racing #3. #25 brugte det gamle trick med at blinke med lyset, men det havde ikke nogen indvirkning på de to Corvette kørere.

Efter en halv times tid i garagen, kunne PR1 Mathiasen Motorsports #52 vende tilbage til banen, hvor Mikkel Jensen nu sad bag rattet. Holdet var efterhånden 42 omgange efter den førende i LMP2, hvilket svarede til omkring halvanden time. Der var dog stadig over 10 timer tilbage, så nogle af konkurrenterne kunne også løbe ind i problemer.

Med 10 timer tilbage af løbet, var Whelen Engineering Cadillac #31 i front af DPi, Tower Motorsport #8 i LMP2, Riley Motorsports #74 i LMP3, Corvette Racing #4 i GTLM og Winward Racing Mercedes #57 i GTD.

Corvette Racing #3
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Angående danskerne, var Kevin Magnussens Cadillac Chip Ganassi Racing #01 toer i DPi, Mikkel Jensen fortsat 7’er i LMP2 med den reparerede PR1 Mathiasen Motorsports #52 , Nicklas Nielsen 2’er i GTD med AF Corse Ferrari #21 og Christina Nielsen 11’er i GTD kategorien med Team Hardpoint EBM Porsche #88.

High Class Racing #20 med Dennis Andersen og Anders Fjordbach måtte desværre allerede kaste håndklædet i ringen efter 4 timers ræs, på grund af et gearkasse problem.

Scuderia Corsa Ferrari #63 havde et spin i Sving 2, men ikke noget større problem for Marcos Gomes. En undersøgelse viste dog, at han havde haft kontakt med Bill Auberlen i Turner Motorsport BMW #96, så 96 fik en Drive-through straf.

Wright Motorsports Porsche #16 og Paul Miller Racing Lambo #1 havde haft et sammenstød ude på banen, hvor #16 blev dømt skyldige – Drive-through straf til Klaus Bachler.

Kampen om føringen i DPi kategorien blev tættere og tættere, med Whelen Engineering Cadillac #31, Cadillac Chip Ganassi Racing #01 og Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 allesammen indenfor et sekund af hinanden – for øvrigt med Ally Cadillac Racing #48 blot et halvt sekund bagved, og Meyer Shank Racing Acura #60 kun 5 sekunder længere bagude.

Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Efter at have kæmpet med helt fremme i LMP2 kategorien, måtte Cetilar Racing #47 en tur i garagen, så der var flere mekanikere, så kunne arbejde på bilen samtidigt.

Scott Dixon i Cadillac Chip Ganassi Racing #01 udnyttede, at Mike Conway i Whelen Engineering Cadillac #31 blev fanget bag lidt langsommere GT trafik, på vej ud af Bus Stop Chikanen, og kunne tage føringen af løbet.

Conway havde slet ikke farten, som konkurrenterne omkring ham havde, da han få omgange senere også mistede andenpladsen til Ricky Taylor i Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10, og faldt hurtigt tilbage mod A. J. Allmendinger i Meyer Shank Racing Acura #60.

Føringen i GTD skiftede til AF Corse Ferrari #21 med Nicklas Nielsen bag rattet, da danskeren langt om længe kom forbi Philip Ellis i Winward Racing Mercedes #57.

Det var ikke noget godt 25. pitstop for Cadillac Chip Ganassi Racing #01, hvor holdet skiftede fra Dixon til Renger van der Zande, men samtidig bøvlede lidt med dækskiftet. Det sendte dem ned på 3. pladsen i DPi kategorien, efter Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #60 og Ally Cadillac Racing Cadillac #48.

Team Hardpoint EBM Porsche #88
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Der kom Full Course Yellow, med lige over 9 timer tilbage på uret, da Kevin Estre i WeatherTech Racing Porsche #79 tabte bagenden af raceren, halvvejs gennem Bus Stop Chikanen, og ramte et af reklameskiltene, og skubbede det og den sandsæk, som skulle holde skiltet på plads, ud midt på banen. Sådanne forhindringer, er ikke gode at have til at ligge på en oval, så derfor skulle det samles op.

Forty7 Motorsports #7 respekterede ikke den nedsatte fart under Safety Car perioden, og var lige ved at pløje ind i to af service bilerne, som var ude på banen, for at rydde op efter reklameskiltene. Heldigvis ramte Trenton Estep ikke noget, plejer man ikke at se igennem fingre med. Inden der kom nogen strafmeddelelse, blev bilen dog kørt tilbage til garagen, med endnu et teknisk problem.

Løbet blev givet frit igen, med 9 timer tilbage på uret. Med det samme poppede der en stribe straffe op på skærmen – Drive-through straf til Mühlner Motorsport #6 for at have overhalet under gult flag. PR1 Mathiasen Motorsports #52 fik en 60 sekunders Stop & Go straf, for at være kørt ud af pitten, mens pitudkørslen var lukket, og sidst men ikke mindst, fik Forty7 Motorsports #7 en Drive-through straf, for dens farlige kørsel under Safety Car perioden.

Kobayashi i Ally Cadillac Racing #48 lavede et meget sent dyk på den førende van der Zande i Cadillac Chip Ganassi Racing #01, på vej ind i Sving 1, som heldigvis gik værst ud over japaneren selv, da han spandt af banen, og kun snittede #01 meget let.

Winward Racing Mercedes #57 var tilbage i føringen af GTD, men kun indtil Matteo Cressoni i AF Corse Ferrari #21 overhalede Philip Ellis, som derved var blevet overhalet to gange af 21’eren, af to forskellige kørere.

CORE Autosport#54
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Der var problemer for Kenny Habul, netop som han kom ud af pitten. Sun Energy 1 Mercedes #74 køreren var en tur af banen i Sving 3, men ikke værre end en lille græstur, og så tilbage på asfalten igen.

Team TGM Porsche #64 og TF Sport Aston Martin #97 ramte ind i hinanden ved Bus Stop Chikanen, hvor #64 slet ikke så ud til at tage svinget, men bare skovlede #97 af banen. Begge biler måtte en tur i pitten, for at få tjekket for skader, og få nogle friske dæk på bilerne. #64 blev straffet med en Drive-through straf.

PR1 Mathiasen Motorsports #52 var spundet rundt i Sving 5, hvor Scott Huffaker holdt stille ude på græsset, som han ikke kunne komme fri af igen. Det resulterede i en Full Course Yellow, og netop som flagene kom ud, kom Huffaker i gang igen.

Her blev Cadillac Chip Ganassi Racing #01 en af de store tabere, da Renger van der Zande ikke nåede ind i pitten, inden FCY perioden startede, og dermed lukkede indkørslen. Det nåede alle de nærmeste DPi konkurrenter, så CGR havde desværre igen ramt forbi på strategien. Samtidig skiftede de snuden på bilen, og satte en helt ny forende på bilen. De havde masser af tid, da konkurrenterne alligevel bare tøffede langsomt rundt ude på banen.

Det betød at Helio Castroneves i Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 overtog føringen af løbet. Til gengæld udnyttede van der Zande de lidt mere friske dæk, i forhold til konkurrenterne, og vandt to pladser allerede inden bilerne var nået til Sving 3.

Mustang Sampling Cadillac #5 fik en 10 sekunders Stop & Go, da de havde tanket før pitten var åbnet, og ikke vendt tilbage til pitten, for at tanke bilen færdig. Team Hardpoint EBM Porsche #88 fik en Drive-through, da de havde tanket bilen, mens de lavede andre ting på bilen.

NTE Sport Audi #42
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Forty7 Motorsports #7 måtte langt om længe give op, efter de havde haft så mange problemer gennem løbet. De var det 6. hold, til at lade bilen stå i garagen, i de resterende 7,5 timer.

Winward Racing Mercedes #57 og AF Corse Ferrari #21 var igen i gang med at kæmpe om føringen af GTD kategorien. #21 fik en god slipstream ude på ovalen, men manglede lige de sidste meter, i at kunne komme helt forbi.

Team TGM Porsche #64 kørte igen langsomt ude på ovalen, hvor Hugh Plumb fik den kørt tilbage til mekanikerne i pitten. Kort tid efter, valgte holdet at trække bilen ud af løbet, da der ikke kunne gøres mere.

Det var kontakt mellem #57 og #21, da Ferrari raceren egentlig var kommet forbi, men Mercedes raceren stadig havde lidt af den lange snude oppe på siden af den røde racer. Så Maro Engel fik skubbet sin vej forbi Daniel Serra igen. Dommerne kiggede lidt på overhalingen, men mente at begge var lige gode om det.

Team Hardpoint EBM Porsche #88 stoppede kortvarigt ude i Sving 6, men Rob Ferriol fik liv i bilen igen. Han var netop kommet ud af pitten.

Efter flere timers kamp, kom AF Corse Ferrari #21 endnu en gang forbi Winward Racing Mercedes #57, da 57’eren blev sløvet en anelse af Team Hardpoint EBM Porsche #88.

Efter 18 timers ræs var Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 i front af DPi, Tower Motorsport #8 i LMP2, Riley Motorsports #74 i LMP3, Corvette Racing #4 i GTLM, og AF Corse Ferrari #21 med Nicklas Nielsen som førende i GTD.

Team Hardpoint EBM Porsche #88 med Christina Nielsen som en af kørerne, var 13’er i GTD. Mikkel Jensens PR1 Mathiasen Motorsport #52 var nu 6’er i LMP2 kategorien, men havde stadig langt op til podiepladserne. Kevin Magnussen var på andenpladsen i DPi kategorien med Cadillac Chip Ganassi Racing #01.

Kun 6 timer igen…

Relaterede nyheder