31 biler i LMC 2021

31 biler er tilmeldt Michelin Le Mans Cup 2021.

Det er en fremgang på 2 biler i forhold til 2020 sæsonen, hvor der er flere rokeringer i feltet.

Der har været mandefald i GT3 kategorien, men Pzoberer Zürichsee by TFT vender tilbage med deres Porsche, foruden en enkelt AF Corse Ferrari, samt to Iron Lynx Ferrari’er. Rinaldi Racing tager en af deres GT3 Ferrari’er med i år, som en opfølgning på deres Asian Le Mans Series program.

10Q Racing Team er et helt nyt hold i LMC regi. Det tyske hold stiller op med en Mercedes-AMG GT3, som giver lidt adspredelse i Porsche og Ferrari feltet.

Desværre stiller Kessel Racing ikke op med nogen biler i 2021 – i hvert fald ikke på den nuværende liste. Holdet var et af de toneangivende hold i 2020 sæsonen, hvor de kæmpede dør om dør med Iron Lynx, som endte med at snuppe titlen. 2020 mesterskabsvinder Rino Mastronardi går efter at genvinde titlen, men har fået Paolo Ruberti med i bilen i år. Dermed kan Giacomo Piccini fokusere på at være teamchef, i stedet for dobbeltrollen som kører og teamchef.

I alt står der 6 deltagende GT3 biler på LMC listen.

Motorsport98 #98 & Iron Lynx Ferrari #8
Photo: JJ Media

Der er 24 LMP3 biler på startlisten til 2021 sæsonen.

Mesterskabsvindende DKR Engineering er tilbage, men lidt overraskende, uden Laurents Hörr som en af kørerne. Hörr skal i stedet fokusere på hans ELMS program. Amerikanske Jon Brownson og Dario Cangialosi er de to kørere, som er skrevet på holdkortet for det luxembourgske hold.

Ellers er der velkendte hold som United Autosports med 3 biler, Cool Racing med 2 biler, Team Virage med 2 biler, Mühlner Motorsport med 2 biler, og så ellers en enkelt bil fra Nielsen Racing, IDEC Sport, Grainmarket Racing, Racing Spirit of Leman, CD Sport, Rinaldi Racing og Motorsport98.

CD Sport har feltets indtil videre eneste danske indslag, hvor Michael Jensen er tilbage bag rattet, ligesom han har været de seneste par sæsoner samt i Asian Le Mans Series 2021.

Phoenix Racing er nye i LMC sammenhæng, men hoppede i LMP suppen med begge ben i Asian Le Mans Series, hvor de var til start med både en LMP2 og en LMP3 racer. I LMC bliver det med 2 LMP3 racere – en Ligier JS P320 og en Duqueine D08. Sidstnævnte kommer til at køre under Wochenspiegel Team Monschau banneret, som har indgået et samarbejde med Phoenix Racing, om at drive deres bil.

Black Falcon har hidtil begået sig i GT biler, men nu prøver de at stille op med en enkelt Ligier JS P320 racer. Holdet har base kun få meter fra Phoenix Racing nær Nürburgring i Tyskland, men det til trods, er de bitre rivaler på racerbanerne.

Et andet hold med forbindelse med Nürburgring er Frikadelli Racing Team, hvor teamener Klaus Abbelen har hyret Axcil Jefferies som holdkammerat til en Ligier racer.

AF Corse supplerer deres GT3 program op med en LMP3 bil. LMP biler er ikke noget nyt for det italienske hold, som tidligere har drevet en bil i Asian Le Mans Series, og senest Cetilar Racing bilen i FIA WEC i 2019/20 samt Daytona 24 timers løbet i 2021.

Islændingene kommer til LMC fra 2021 af. Team Thor stiller op med islandske Audunn Gudmundsson samt britiske Thomas Ashton.

R-Breizh Competition er et nyt spændende navn, ikke mindst på grund af deres Adess-03 LMP3 racer. Det er den første af sin slags, som kommer til start i ACO ræs – hvis man ser bort fra hydrogenbilen fra H24, som har været bygget op på den model.

Sidst men ikke mindst, så er H24 Racing holdet tilmeldt, med deres Hydrogen prototype, som kører i dens egen Innovative klasse. Det franske hold har deltaget i et par løbsweekender før, hvor de forsøgte sig med lidt træningskørsel, men ikke egentlige løb. Norman Nato og Stoffel Vandoorne er testkørere på projektet, men det står ikke endeligt klar, om det er de to, som skal køre bilen i LMC 2021 sæsonen.

LMC sæsonen tæller også et dobbeltløb på Circuit de la Sarthe, som opvarmning til 24 timers løbet i august måned. Her plejer der altid at dukke lidt ekstra hold op.

Michelin Le Mans Cup 2021 starter efter planen den 17. april på Circuit de Barcelona-Catalunya.

Relaterede nyheder