Pointstillingerne efter Sebring

Pointstillingerne efter 2. afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2021 på Sebring International Raceway kom til at se anderledes ud, end den rækkefølge, som bilerne krydsede målstregen på.

Hele to kategorier fik biler flyttet bagud i klassementet.

I DPi blev Ally Racing Cadillac #48 sendt bagerst, da Simon Pagenaud havde kørt 50 sekunder for længe indenfor en periode af 6 timer. Der siger reglen, at man højest må være i bilen i 4 timer pr løbende 6 timer. Og den kiksede altså med sølle 50 sekunder.

Blandt LMP2 bilerne blev United Autosports #22 sendt bagerst i klassen, da planken under bilen var blevet slidt for meget henover alle bumpene.

I DPi kategorien er Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 med Ricky Taylor og Filipe Albuquerque (plus Alexander Rossi) førende i mesterskabet, foran Mazda Motorsports #55 med Harry Tincknell og Oliver Jarvis (plus Jonathan Bomarito), og Mustang Sampling Cadillac #5 med Loic Duval og Tristan Vautier (plus Sebastien Bourdais).

Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Cadillac Chip Ganassi Racing #01 med Kevin Magnussen og Renger van der Zande (plus Scott Dixon) er 6’er i mesterskabet, 114 point fra den førende #10. Der uddeles dog 350 point til vinderen i hvert løb, samt 35 point i kvalifikationen for Pole, så de kan bestemt stadig indhente det. Men de skal i gang med at slutte i top-3, og allerhelst vinde, hvis de skal gøre sig nogen forhåbninger omkring mesterskabet. I IMSA er man nemlig sikret point, når bare man har taget starten på løbet. Derfor er det også svært at hente point på konkurrenterne.

LMP2 kategorien scorede sæsonens første point på Sebring, så det er lige ud af landevejen – PR1 Mathiasen Motorsports #52 med Ben Keating og Mikkel Jensen (plus Scott Huffaker) som førende, foran Dwight Merriman og Kyle Tilley (plus Ryan Dalziel) hos Era Motorsport #18, og Tower Motorsport #8 med John Farano, Gabriel Aubry (plus Timothe Buret) på P3.

PR1 Mathiasen Motorsports #52
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Core Autosport #54 med Jon Bennett og Colin Braun (plus George Kurtz) er førende i LMP3 kategorien, da det også var første weekend med point i 2021, foran Riley Motorsports #91 med Jeroen Bleekemolen, Jim Cox og Dylan Murry, samt den anden Riley Motorsports #74 med Gar Robinson, Spencer Pigot og Scott Andrews. De to sidstnævnte har ikke nævnt præcis hvem af deres kørere, som skal køre hele sæsonen.

Core Autosport #54
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

GTLM føringen er stadig hos Corvette Racing #3 med Antonio Garcia og Jordan Taylor (plus Nicky Catsburg), som har et pænt forspring til Cooper MacNeil i WeatherTech Racing Porsche #79 på andenpladsen, mens BMW Team RLL #24 med Jesse Krohn, John Edwards og Augusto Farfus er treer. De skal dog ikke køre hele IMSA sæsonen, så derfor er det Corvette Racing #4 med Nick Tandy og Tommy Milner (plus Alexander Sims) som ligger på lur til 4. pladsen.

Corvette Racing #3
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Wright Motorsports Porsche #16 med Patrick Long (plus Trent Hindman og Jan Heylen) er førende i GTD mesterskabet. Det er dog uvist om Hindman og Heylen skal køre videre hos holdet, da det oprindelig var Ryan Hardwick, som skulle have sat i bilen. Hardwick har dog måtte springe begge løb i år over, da han havde et voldsomt uheld i et support løb på Daytona, og derved ikke kunne deltage i WeatherTech serien.

Maro Engel er ene mand på 2. pladsen, efter at have kørt for både Sun Energy1 Mercedes #75 og Winward Racing Mercedes #57. Umiddelbart skal han dog ikke køre ret meget mere i år, på nær de lange løb i IMSA serien. Heart Of Racing Team Aston Martin #23 med Ian James og Roman De Angelis (plus Ross Gunn) er aktuelt treer, mens Pfaff Motorsports Porsche #9 med Laurens Vanthoor og Zacharie Robichon (plus Lars Kern) er firer.

Wright Motorsports Porsche #16
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Christina Nielsen og Katherine Legge er 9’er i mesterskabet med Team Hardpoint EBM Porsche #88, 141 point fra føringen. Her det samme historie som for Kevin Magnussen – der skal nogle podiepladser på kontoen, hvis de skal kæmpe med helt oppe i front af stillingen. Det er dog lidt nemmere at hente point i GTD, da de er flere biler, som deltager i den klasse. Det forventes at mindst 11 af de 13 deltagere på Sebring kører fuld sæson, og derfor kan der hentes 150 point på en weekend, såfremt man finder løbet, og den mesterskabsførende slutter allersidst.

Ved næste løb på Mid-Ohio Sports Car Course den 16. maj 2021 skal DPi, LMP3 og GTD i aktion, mens LMP2 og GTLM får lov til at springe over, da bilerne oprindelig skulle have været sendt mod Le Mans på det tidspunkt.

Relaterede nyheder