Iron Dames med væsentlige ændringer

Iron Dames programmet kommer til at se væsentlig anderledes ud i 2021, end oprindelig planlagt.

Holdet, som er en del af Iron Lynx holdet, meldte ellers kørerne ud for en måneds tid siden, men her har de valgt at ryste posen kort tid inden sæsonstarten.

Oprindelig var planen at ELMS kørere Michelle Gatting, Rahel Frey og Manuela Gostner sammen skulle rykke op i FIA World Endurance Championship til 2021 sæsonen, men det bliver i stedet Frey, Gostner og Katherine Legge, som skal køre Ferrari 488 GTE Evo raceren med startnummer 85.

Legge var nyannonceret på holdet for en måned siden, hvor hun skulle have kørt European Le Mans Series sammen med Frey og Gostner.

ELMS holdet bliver i stedet Rahel Frey, Michelle Gatting samt Esmee Hawkey.

23-årige Hawkey er en britisk racerkører, som efterhånden har en del sæsoners erfaring. Hun startede i Ginetta Junior mesterskabet i et par år, inden hun skiftede til Porsche GT4 og Carrera Cup racere i 4 sæsoner. Hun blev også optaget i W Series i 2019, som er formelbils serien med udelukkende kvindelige kørere.

2020 sæsonen blev sluttet af med mesterskabstitlen i Porsche Carrera Cup Great Britain i Pro-Am kategorien. Til trods for det mesterskab, har hun fortsat en status af Bronze, hvilket kan være en kæmpe fordel for holdet, hvor Frey og Gatting i de tidligere sæsoner har vist sig lynende hurtigere. Dermed kan bil #83 meget vel blive en dark horse i ELMS mesterskabet i 2021 sæsonen, hvis Hawkey hurtigt kan finde sig til rette i Ferrari raceren, og lære banerne at kende.

Udover ELMS programmet skal Gatting køre i Ferrari Challenge Europe, som hun også havde et par gæsteoptrædener i gennem 2020 sæsonen.

Photo: Iron Dames

Manuela Gostner skal dog stadig være en del af ELMS løbsweekenderne, hvor hun skal deltage i Michelin Le Mans Cup. Her får Gostner en helt ny holdkammerat i form af Doriane Pin. Pin er en 17-årig fransk racerkører, som er en del af FIA Girls On Track – Rising Stars programmet, som skal fremme kvindelige kørere i motorsport.

Omrokeringen giver dog lidt kalender knas for Katherine Legge. Hun skal efter planen også køre fuld æsson i IMSA WeatherTech SportsCar Championship, hvor hun deler en Porsche med Christina Nielsen hos Team Hardpoint EBM. Aktuelt er der et FIA WEC løb på Fuji banen i Japan og et IMSA løb i Long Beach på samme dato i september måned. Det er ikke offentliggjort hvilke af de to programmer, som har førsteprioritet.

European Le Mans Series og Michelin Le Mans Cup starter med testkørsler og løb på Circuit de Barcelona-Catalunya om halvanden uge, mens FIA World Endurance Championship sæsonen starter på Spa Francorchamps i den sidste uge af april.

Relaterede nyheder