Et-spors ræs i lørdagsløb

Den 3. afdeling af NTT IndyCar Series 2021 blev kørt som eftermiddags/aftenløb på Texas Motor Speedway.

Lørdag skulle det første af weekendens to første løb køres, og det blev påvirket af ustabilt vejr.

Træningen var blevet forsinket på grund af regnvejr tidligere på dagen, og det gjorde at kvalifikationen blev aflyst. Dermed skulle holdene starte efter rækkefølgen i mesterskabsstillingen: Alex Palou på pole, foran Will Power, Scott Dixon, Colton Herta, Simon Pagenaud, Jack Harvey, Sebastien Bourdais, Rinus VeeKay, Marcus Ericsson og Josef Newgarden på P10.

I alt var 24 biler til start, hvor Tony Kanaan erstattede Jimmie Johnson i #48, og Pietro Fittipaldi erstattede Romain Grosjean i #51. Ed Carpenter var i #20 i stedet for Conor Daly, da teamejeren som altid selv tager ovalløbene. Daly var hoppet i Carlin raceren, som han overtager fra Max Chilton ved ovalløbene.

Genesys 300 2021 start
Photo: Indycar.com/Joe Skibinski

Starten forløb fint, og det lykkedes Dixon at snuppe andenpladsen allerede ved starten, hvorefter han flettede ind bag Chip Ganassi Racing holdkammerat Palou. Ved starten på 3. omgang, tog han føringen af løbet.

Jack Harvey var kommet op på 5. pladsen, efter han fik overhalet Simon Pagenaud.

Felix Rosenqvist havde et spændende øjeblik på 14. omgang, hvor han var ved at komme for langt op på banen, og derved måtte løfte ekstra meget på speederen, og mistede nogle placeringer.

Tony Kanaan havde en lidt for lav gearing på raceren, så han ramte omdrejningsbegrænseren omkring startlinjen. Ydermere var der nogle problemer med gearkassen, så han havde problemer med at få bilen til at skifte ned i gearene.

Tony Kanaan
Photo: Indycar.com/Joe Skibinski

Dagens første Full Course Caution kom på omgang 56, da Sebastien Bourdais ramte muren, efter et lille skub fra Josef Newgarden. De to lå i trafik, og måtte løfte en lille smule, som Newgarden ikke nåede, og dermed fik snuden på Bourdais gearkasse, og vippede franskmanden rundt, og sendte ham hårdt i muren. Heldigvis var Bourdais ok, men meget iriteret over at bliver sendt ud af løbet, fra en ellers udmærket 7. position i løbet, for hjemmebaneholdet A. J. Foyt Enterprises.

Andretti Autosport mekanikerne havde lidt problemer med at få venstre bagdæk skruet på James Hinchcliffe’s racer, så det kostede dem nogle ekstra sekunder i pitten.

Dommerne valgte at sende Newgarden bagerst i feltet, som straf for kontakten med Bourdais.

Will Power var faldet langt tilbage i feltet, da han nåede at pitte lige inden FCY kom ud, hvilket kostede ham mange placeringer. Til gengæld var Tony Kanaan helt fremme på 7. pladsen, da han havde ventet med at pitte indtil FCY perioden.

Scott Dixon
Photo: Indycar.com / Chris Owens

Dixon stak afsted, da løbet blev givet frit igen. Imens var Palou under pres var Herta, men fik afværget den mindre krisesituation.

Alexander Rossi var også en af de store vindere i pitstop runden, og var fremme på 5. pladsen i løbet, efter at være startet helt tilbage på 16. pladsen, svarende til hans placering i mesterskabet inden dagens løb.

Til gengæld mistede Rossi placeringer ved anden pitstop runde, da mekanikeren på højre forhjul, havde lidt døje med at få det nye fælg monteret.

Felix Rosenqvist var fremme på andenpladsen i løbet, foran Scott McLaughlin og Alex Palou.

Der kom gult flag igen efter 160. omgange, da James Hinchcliffe tabte bilen på vej ind i Sving 2, og ramte muren sidelæns, da han ikke kunne nå at fange det, efter han kom i det såkaldte PJ1, som er en forbedring af vejgrebet til NASCAR, men virker lige modsat på Firestone dækkene i Indycar. Dermed var der kun et spor rundt på banen, hvilket gjorde overhalinger utroligt svære.

Scott McLaughlin
Photo: Indycar.com / Chris Owens

Størstedelen af holdene pittede under den FCY periode, så de kunne køre til mål uden at skulle tanke igen.

Marcus Ericsson tabte en masser placering, da mekanikerne havde så store problemer med at få højre bagdæk på, så svenskeren faktisk kørte afsted på kun 3 dæk, inden han fik stoppet bilen igen. Det kostede ham mange placeringer, men han kom trods alt tilbage i løbet. Felix Rosenqvist tabte også nogle placeringer, da han måtte undvige landsmanden, som holdt stille, midt i pitten.

Løbet blev genstartet med 38 omgange tilbage, med Dixon foran Scott McLaughlin og Pato O’Ward. Harvey mistede to placeringer til Newgarden og Graham Rahal, efter han havde kørt i top 5 gennem hele løbet. En tendens som vi før at set fra Mayer Shank Racing køreren – god start på løbet, og så stille og roligt falde tilbage i feltet. Han blev ikke alt for populær blandt de andre kørere, da han både blokerede for både Alexander Rossi, som var inde over græsset med to hjul, for at undvige, og Graham Rahal på baglangsiden.

Sidste uges vinder, Colton Herta måtte pitte med 22 omgange tilbage, da amerikaneren havde problemer med højre bagbremse, som begyndte at hænge, og faktisk begyndte at brænde. Dermed var han ude af løbet.

Scott Dixon vandt løbet i dominerende stil, foran Scott McLaughlin, Patricio O’Ward, Alex Palou, Graham Rahal, Josef Newgarden, Jack Harvey, Alexander Rossi, Takuma Sato og Simon Pagenaud. Dermed tog McLaughlin hans første podieplads, i hans blot 4. Indycar løb, og hans allerførste oval.

Scott Dixon
Photo: Indycar.com/Joe Skibinski

Scott Dixon tog også føringen i mesterskabet, foran Alex Palou, Will Power, Pato O’Ward, Jack Harvey og Josef Newgarden.

Søndag eftermiddag lokal tid gentages det hele, hvor weekendens andet NTT IndyCar Series på Texas Motor Speedway skal afvikles.

Relaterede nyheder