31 biler til ADAC GT Masters sæsonstart

ADAC GT Masters går endnu en sæson i møde, med over 30 biler til start.

Aktuelt har 31 biler tilmeldt sig sæsonstarten, som køres denne weekend på Motorsport Arena Oschersleben nær Magdeburg.

Aust Motorsport Audi #3 har gjort et scoop, og har fået fat i Daniel Keilwitz og Sebastian Asch, som begge har vundet ADAC GT Masters titlen. Holdet stiller i år kun til start med en bil, som der bliver fuldt fokus på. De seneste sæsoner har de haft to biler, hvoraf den ene var en potentiel podiekandidat, mens den anden har været for uerfarne kørere.

Phoenix Racing Audi #4 har overtaget 2019 mester Patric Niederhauser fra Rutronik Racing, mens han får Jusuf Owega som holdkammerat. Owega har sluttet på 3. pladsen i både ADAC GT4 Germany og GT World Challenge Europe sprint serien, og kan meget vel blive en slagkraftig duo. Phoenix plejer ikke at gøre noget halvt, når de stiller op.

Fugel Motorsport Honda #88
Photo: Gruppe C Photography

Schubert Motorsport #10 er tilbage med deres BMW M6 GT3, hvor Jesse Krohn og Nick Yelloly kommer bag rattet. Begge to har utrolig meget erfaring med M6 modellen, og er formentlig den stærkeste duo, som man kan sætte i en BMW GT3 racer.

Team Zakspeed Mobil Krankenkasse Racing stiller igen op med to Mercedes racere. #19 skal køres af den tidligere mester Jules Gounon samt en endnu ikke offentliggjort kører. #20 bliver med Constantin Schöll og Hendrik Still. Schöll har erfaring fra blandt andet Bentley i serien, mens Still debuterede for holdet i slutningen af 2020 sæsonen.

MRS GT- Racing stiller op med deres fortrukne mærke – Porsche. Bil #14 skal køres af Maximilian Hackländer og Mick Wishofer, som for første gang skal forsøge sig med 911 GT3-R modellen, efter flere sæsoner i blandt andet Audi racere. Duoen er formentlig ikke mesterskabskandidater i det stærke felt, men der er bestemt mulighed for podieplaceringer hist og pist.

Montaplast by Land-Motorsport Audi #29
Photo: Gruppe C Photography

Montaplast by Land-Motorsport kommer med to Audi R8 LMS racere. #28 skal køres af den tidligere mester Christopher Haase og Luca-Sandro Trefz. I holdets bil #29 skal Ricardo Feller og Christopher Mies deles om køretiden. Trefz er et uskrevet blad i ADAC GT Masters, men sluttede 3’er i ADAC GT4 Germany, og toer i 24 timers løbet på Nürburgring i SP10 kategorien. De tre andre – ja, noget af det bedste som findes i en Audi racer. Mies var den allerførste ADAC GT Masters mester tilbage i 2007, mens Feller tidligere har kørt for både Land-Motorsport og Mücke Motorsport i serien. Han har dog endnu hans første titel til gode.

Team WRT Audi stiller op med Dries Vanthoor og Charles Weerts i #32, ligesom de gjorde i 2020 sæsonen. Kørerne i bil #30 har de endnu ikke sat navn på.

YACO Racing Audi #54
Photo: Gruppe C Photography

Yaco Racing #54 kommer også med en Audi racer, men her er Norbert Siedler og Simon Reicher blevet sat i bilen, som en (næsten) helt ny kombination. De to havde et prøveløb sammen i 2020, men ellers er Siedler primært kendt som Porsche kører, inden han fik et par år hos Lamborghini. Reicher er en ung østriger, som håber på at kunne gøre hans landsmand og holdkammerat kunsten efter, og blive en godt betalt racerkører med årene.

Car Collection Motorsport stiller op under eget navn i år, efter flere års samarbejde med EFP holdet. De kommer med en enkelt Audi R8 LMS, hvor Florian Spengler og Markus Winkelhock får til opgave at styre den rundt. Spengler kørte for EFP holdet i 2018 og 2019, mens Winkelhock kørte for holdet i 2020. Derfor ved holdet hvad de har at arbejde med, og kan forhåbentlig konvertere det til gode resultater.

MANN-FILTER Team Landgraff-HTP WWR er et nyt og kompliceret navn for et yderst kendt ADAC GT Masters hold. De kommer til at køre i de gule Mamba farver, men skifter til startnummer #70 i stedet for det ellers kendte #47. Maximilian Buhk og Raffaelle Marciello er begge kendte ansigter hos holdet, selvom det er ved at være en del år siden at Buhk sidst kørte for dem. Marciello har kørt for dem af flere omgange, og begge kørere har stærke bånd til Mercedes.

MANN-FILTER Team Landgraff-HTP WWR Mercedes #70
Photo: Gruppe C Photography

Callaway Competition Corvette #77 stiller op med Marvin Kirchhöfer og Jeffrey Schmidt. Mens Schmidt kørte for holdet i forgange sæson, var Kirchhöfer fast mand på holdet i 2018 og 2019. De to skal forsøge at vinde titlen til holdet, som senest vandt i 2017 med Jules Gounon som fast mand på bilen, mens Daniel Keilwitz gik glip af mesterskabet efter et uheld, med et brækket ben til følge, da han testede for et andet hold, til en anden løbsserie.

Profi-Car Team Honda har fundet en holdkammerat til Dominik Fugel i bil #88. Det bliver norske Marcus Påverud, som vi tidligere har set på de danske baner i DS3 Cuppen, men sidenhen har gjort sig i både TCR og GT3 racere. Det kan dog godt gå hen at blive op af bakke for holdet, da de er eneste Honda hold i serien, og ingen af kørerne har erfaring med serien. Men rammer de weekenden, kan de måske levere en overraskelse.

Team Joos Sportwagentechnik Porsche #91 har valgt at hoppe ind i serien, til en fuld sæson. Marco Holzer har fået Johannes Stengel som holdkammerat, og mens Holzer er en Porsche specialist, har Stengel ikke helt så meget erfaring. Han vandt dog SP7 klassen i 24 timers løbet på Nürburgring i 2020 i en Porsche Cup racer.

Team Joos Sportwagentechnik Porsche #91
Photo: Gruppe C Photography

Sidst men ikke mindst, har vi sidste års mestre SSR Performance #92. Godt nok har Porsche holdet måtte afgive Christian Engelhart til KÜS Team75 Bernhard holdet, men til gengæld har de fået 2018 mester Matthieu Jaminet som erstatning, mens de holder fast i Michael Ammermüller fra sidste sæson. Derfor kan vi formentlig kigge i retning af SSR Performance holdet igen i 2021, hvis man skal vide hvor hurtigt at en Porsche racer kan køre.

Aktuelt har vi ingen danskere i serien i 2021, men der er stadig et par ledige sæder hist og pist, og der har før dukket nogen op med meget kort varsel.

Vi henviser til vores tidligere 2 artikler omkring kørere i år, for at få de sidste navne på plads her og her.

ADAC GT Masters kører løb både lørdag og søndag, og kan som altid følges på seriens hjemmeside, med både tyske og engelske kommentatorer. Der er desværre ikke åbent for tilskuere, hvilket er super ærgerligt, da det er den bane på kalenderen, som ligger tættest på Danmark.

Relaterede nyheder