Kommer sejren denne weekend?

Iron Dames programmet har været i en rivende udvikling, siden det blev startet i vinteren 2018/19.

Faktisk så meget, at de står med en reel vinderchance i den kommende weekend, når European Le Mans Series 2021 gæster Paul Ricard banen i Frankrig.

Det første vi så til programmet, var i Abu Dhabi 12 timers løbet i december 2018, hvor Rahel Frey, Manuela Gostner og Michelle Gatting for første gang delte en af de lyserøde og sorte Ferrari 488 racere. Det løb var den dog i GT3 specifikation, inden der henover vinteren blev testet i en GTE bil, som så debuterede på Paul Ricard i april 2019. Allerede ved det løb sluttede de kvinder på en flot 2. plads, og fik derfor alle potentielt onde tunger til at tie – ja, de tre kvinder kunne præstere, og køre lige op med mændene, og endda slå flere af dem.

Det efterfølgende løb på Monza var dog lidt en øv-oplevelse, da holdet tidligere i løbet blev ramt af uheld, og derfor var på bagkant resten af løbet. De kom godt tilbage ved aftenløbet i Barcelona med en 4. plads, inden de endelig var tilbage på podiet på Silverstone. Med endnu en 4. plads på Spa Francorchamps banen i Belgien, lå de lunt i svinget til potentielt at kunne køre en 3. plads hjem i mesterskabet.

Finalen i Portimao blev dog en slem skuffelse for teamet, som fuldstændig uforskyldt udgik af løbet i Sving 5, efter et kæmpe massesammenstød i midterfeltet.

Iron Lynx Ferrari #83
Photo: JJ Media

De var også til start ved 24 timers løbet i Le Mans i juni 2019, hvor det blev til en absolut godkendt 9. plads, i det 16 bils store GTE Am felt.

Derfor var forhåbningerne større til 2020 sæsonen, hvor de for alvor skulle drage nytte af de indkørte erfaringer. Mens første sæson blev kørt under vingerne hos Kessel Racing, valgte Iron Lynx – som Iron Dames er en del af – at gå til AF Corse, som herefter skulle hjælpe dem med at drive bilerne.

Sæsonen startede igen forrygende med en 3. plads på Paul Ricard, mens Spa Francorchamps blev lidt af en skuffelse, med hele to 105 sekunders Stop & Go straffe, for at have lavet den samme procedurefejl.

De kom rigtig flot igen ved aftenløbet på Paul Ricard, hvor det på et tidspunkt lå til potentielt at kunne have vundet, hvis ikke en Safety Car godt en time før målflaget, gjorde at nogle konkurrenterne kunne smutte forbi, og de tre kvinder måtte tage til takke med en 3. plads.

Den 3. plads blev fulgt op af endnu en 3. plads på Monza i Italien, hvorved holdet igen lå rigtig lunt til at kunne tage en potentiel 3. plads i mesterskabet. Det glippede med et sølle point, så de måtte tage til takke med 4. pladsen i mesterskabet.

Det blev til endnu en 9. plads ved 24 timers løbet i Le Mans, men med bedre omgangstider, og reelt set længere fremme i feltet, hvor der var 22 deltagere i GTE Am i 2020 udgaven.

Herefter blev der sat nye mål – Gatting, Gostner og Frey skulle avancere til FIA World Endurance Championship, mens der skulle nye kørere ind i European Le Mans Series programmet.

Iron Lynx Ferrari #83
Photo: JJ Media

Henover vinteren 2020/21 blev der stille og roligt samlet to programmer, hvor Frey skulle have været fællesnævneren på både ELMS og FIA WEC holdet, med to andre kørere i ELMS bilen. Efter meget dansen frem og tilbage, kalenderændringer og datosammenfald, og ikke mindst licensproblemer for en af de nye kørere, endte det hele faktisk med, at Gatting, Gostner og Frey skulle fortsætte i ELMS, mens Katherine Legge blev ny kører i FIA WEC, i stedet for Gatting.

FIA WEC debutten blev en lidt blandet fornøjelse for holdet, da Katherine Legge endte hårdt i dækbarrieren, efter et sammenstød med en LMP2 bil under tirsdagens træninger, hvorefter holdet måtte skifte FIA WEC bilen ud med ELMS bilen, og så gennemføre resten af weekenden i den. De fandt aldrig rigtig farten henover weekenden, og endte med at slutte 8’er ud af 9 gennemførte biler – men slog trods alt Iron Lynx holdkammeraterne.

Iron Dames i ELMS fik en ok start, med en 4. plads på Circuit de Barcelona-Catalunya, og var på vej mod endnu et top-5 resultat på Red Bull Ring. Her lavede Rahel Frey en fantastisk overhaling mod slutningen af løbet, og tog 4. pladsen – men endte med at blive påkørt på allersidste omgang af løbet, få sving før målflaget, og blev derved ikke klassificeret.

Men udover løbsresultaterne, har de tre kvinder også haft godt med fart på i kvalifikationerne. Michelle Gatting kvalificerede bilen på 3. pladsen ved sæsonafslutningen i Portimao 2020, mens Rahel Frey gjorde hende kunsten efter ved åbningsløbet 2021. Gatting viste dog imponerende fart på Red Bull Ring, og kørte en flot 2. startposition hjem til holdet. Udover det, er Gatting flyvende i Ferrari Challenge Europe, hvor hun fører mesterskabet, og har taget 4 Pole Positions i træk. Samtidig har Manuela Gostner forbedret hendes omgangstider markant henover årene, og ikke mindst, minimeret mange af de små begynderfejl, som sneg sig ind hist og pist, gennem de første sæsoner.

Iron Lynx Ferrari #83
Photo: JJ Media

Og så kommer vi ellers til det, som vi lå op til i de første linjer i denne artikel.

Iron Lynx Ferrari #83 har en reel vinderchance i denne weekend. De har kørt på banen 3 gange, og alle tre gange har de stået på podiet, med henholdsvis en andenplads, og to tredjepladser.

For at gøre tingene mere spændende, har European Le Mans Series et succesballast system i GTE kategorien, hvor de tre bedstplacerede biler fra forrige, og det tidligere løb alle skal have vægt med. Derudover skal de tre bedstplacerede i mesterskabet også have vægt med. Det betyder at visse biler i teorien kunne været meget tungere end ved sæsonstarten, men resultaterne i år har faktisk betydet, at denne vægt er blevet fordelt ud over flere forskellige biler.

I alt 4 biler skal have ekstra kilo med denne gang, mens Iron Lynx Ferrari #83 slipper for at få vægt med. Med den fart som de har vist i både kvalifikationer og løb indtil nu i år, betyder det, at de har rigtig gode kort på hånden.

Det er dog ikke ren medvind for holdet, da alle Ferrari racerne generelt er blevet bremset en lille smule, i forhold til Aston Martin og Porsche racerne i feltet. Det italienske mærker er antalsmæssigt dog også det klart største mærke, med 6 ud af 9 startende biler. Men ingen tvivl om at to Ferrari sejre i to løb, har været medvirkende til den mildere nedbremsning.

Men når man tager alle faktorer med, har Iron Dames med Rahel Frey, Manuela Gostner og Michelle Gatting næppe stået med bedre kort på hånden, end hvad de har denne weekend, hvor årets 3. afdeling af European Le Mans Series køres nær Le Castellet, mellem Marseille og Nice.

Relaterede nyheder