Jubilæum for Toyota

Når FIA World Endurance Championship løbet i Portimao køres denne weekend, bliver det med et jubilæum hos Toyota Gazoo Racing.

Eller måske vil bare skulle Toyota, da vejen mod denne milepæl blev startet, da holdet blot hed Toyota.

Løbet i Portugal, bliver VM løb nummer 100 for Toyota indenfor sportsvognsræs.

Rejsen startede i 1983 på Fuji, hvor de deltog med Gruppe C raceren 83C.

Toyota 83C Fuji 1984
Photo: Toyota Gazoo Racing

Sidenhen kom TS010 modellen i 1992, hvor det japanske mærke skulle forsøge at slå Nissan, som netop havde taget den første japanske Le Mans sejr i historien – noget som Toyota først selv ville opnå i 2018. Det lykkedes dem dog at tage deres første sejr i et VM løb på Monza i 1992, hvilket blot gav dem mod på mere i de efterfølgende år.

Toyota TS010 Le Mans 1992
Photo: Toyota Gazoo Racing

Vores egen Tom Kristensen kørte også modellen, mens han boede i Japan, men blev valgt fra til Le Mans i den omgang.

De var ellers tæt på i 1999, da de kom med TS020 – også kaldet Toyota GT-One, men en punktering i løbets allersidste time, slukkede enhver drøm om japansk sejr det år, og de måtte tage til takke med andenpladsen.

Toyota GT-One Le Mans 1999
Photo: Toyota Gazoo Racing

Herefter var deres fokus på Formel 1 i små 10 år, inden de vendte tilbage til Le Mans og VM i 2012 med TS030 modellen.

Den blev erstattet af TS040 i 2014, som var året, hvor de kørte deres første FIA World Endurance Championship titel i hus. Deres batteri teknologi var langt bedre end Flywheel teknologien som Audi brugte til deres R18 racere.

Toyota TS030 Le Mans 2013
Photo: Toyota Gazoo Racing

I 2016 kom TS050 modellen, som var endnu en forbedring af raceren, og den udgave fik lov til at leve indtil november 2020, hvorefter deres aktuelle GR010 Hypercar har taget over.

Ud af de 99 løb, som de har deltaget i indtil nu, har Toyota vundet 31 af disse, og har sluttet på podiet i mere end halvdelen af løbene.

Toyota TS040 Sao Paulo 2014
Photo: Toyota Gazoo Racing

Sebastien Buemi har deltaget i 60 af disse løb, og er den Toyota Gazoo Racing kører med mest erfaring i FIA World Endurance Championship. Kazuki Nakajima har 55 starter for holdet, da han ikke var en fast del af programmet i starten, og ligeledes måtte springe Spa Francorchamps 2015 over, da han havde et voldsomt uheld under torsdagens træning.

Toyota TS050 Spa Francorchamps 2016
Photo: JJ Media

Buemi har vundet 2 VM titler med holdet, i henholdsvis 2014 og 2018/19 sæsonerne, og er også den mesterskabsførende sammen med Brendon Hartley og Kazuki Nakajima i bil #8, efter første afdeling af FIA WEC 2021.

Holdet døjede med tekniske problemer gennem Spa Francorchamps weekenden, som især gik ud over de forsvarende Verdensmestre i bil #7 med Mike Conway, Jose Maria Lopez og Kamui Kobayashi. Her blev holdet pustet overordentlig meget i nakken af både Alpine Elf Matmut #36, men også af United Autosports #22 LMP2 holdet. Denne gang kommer Glickenhaus Racing også med en af deres helt nye Hypercar racere, så det bliver ekstra nødvendigt, at køre et fejlfrit løb denne gang.

Toyota GR010 Spa Francorchamps 2021
Photo: JJ Media

FIA World Endurance Championship afdeling i Portugal er et 8 timers løb, hvor kvalifikationen køres lørdag aften klokken 19.00 dansk tid, mens løbet starter klokken 12.00 dansk tid, og vises alle 8 timer på TV 2 Sport X, samt de sidste halvanden time på Eurosport 1. Alternativt kan man købe adgang til Live Streaming af løbet på FIAWEC.com, hvor der vil være engelske kommentatorer i både kvalifikationen, samt før, under og efter løbet.

Relaterede nyheder