United Autosports har alle Le Mans kørerne på plads

United Autosports har endelig annonceret hele deres kører lineup, i holdet tre biler ved 2021 udgaven af 24 timers løbet i Le Mans.

Bil #22 er deres FIA World Endurance Championship bil, og den kommer til at bestå af de tre sædvanlige kørere – Phil Hanson, Filipe Albuquerque og Fabio Scherer. Mens Hanson og Albuquerque er forsvarende vindere af løbet, bliver dette det første Le Mans for schweiziske Scherer.

I bil #32 skal tre af deres kørere fra European Le Mans Series deles om køretiden. Nico Jamin og Manuel Maldonado er allerede holdkammeraterne i samme bil i ELMS, og de får Jonathan Aberdein med som 3. kører. Aberdein deler normalt 22’eren i ELMS med Hanson og Tom Gamble. Gamble er dog også FIA WEC kører for GR Racing i deres Porsche #86 i GTE Am, så han bliver bestemt ikke forbigået med hans Le Mans chance i 2021.

Holdet stiller også op med bil #23, som er en meget interessant bil, når man kigger på kørerne. Paul Di Resta er forsvarende LMP2 vinder (sammen med Hanson og Albuquerque), men efter Hanson blev opgraderet til Guld, var der en Platin/Guld kører for meget i bilen, og derfor har han kun haft rollen som afløser ved FIA WEC løbet i Portimao, da Filipe Albuquerque havde datosammenfald med IMSA.

United Autosports #22
Photo: JJ Media

Di Resta skal dele bilen med Wayne Boyd, som også er et meget velkendt ansigt hos United Autosports. Han er hoppet lidt ind og ud af LMP2 racerne, og skiftet mellem LMP2 og LMP3 for holdet. Han har til opgave at køre LMP2 raceren i deres IMSA program, ligesom han blev ringet op, da Fabio Scherer pludselig blev testet positiv for COVID-19 forud for Portimao løbet i FIA WEC.

Harry Tincknell bliver tredjemanden på bilen, og han har allerede en masse erfaring med LMP2 racere. Han startede hos JOTA, med deres åbne Zytek racer, og blev sidenhen ansat af Mazda til at køre deres DPi racer. Derudover kører han i år for Racing Team Turkey i ELMS, når ikke han har datosammenfald med IMSA. Og nå ja, så er han forsvarende vinder af 24 timers løbet i GTE Pro kategorien.

Alle tre biler stiller op i LMP2 kategorien, da der ikke er nogen Bronzekører i bilerne, og bliver med sikkerhed alle tre udfordrer til sejren i 24 timers løbet.

24 timers løbet i Le Mans køres den 21.-22. august 2021.

Relaterede nyheder