Pointstillinger efter Monza

Der skete en del ændringer i FIA World Endurance Championship pointstillingerne, ved det seneste løb på Monza i Italien.

I Hypercar kategorien er kørerne i Toyota Gazoo Racing #8 stadig i front after mesterskabet, men deres forspring er skrumpet til blot 6 point foran holdkammeraterne i #7. Alpine Elf Matmut #36 er 15 point fra mesterskabsføringen, efter at have kørt to 2. pladser og en enkelt 3. plads hjem indtil nu, mens de to Glickenhaus biler er 4’er og 5’er.

Toyota Gazoo Racing #8
Photo: JJ Media

United Autosports USA #22 er rykket i front af LMP2 mesterskabet, med weekendens sejr. Til gengæld var weekenden dyr for JOTA #38, da de ikke blev klassificeret, grundet ikke nok omgange gennemført. De holder dog med nød og næppe fast i andenpladsen, foran holdkammeraterne i #28, som heller ikke havde nogen prangende weekend. Team WRT #31 er rykket frem som firer, et enkelt point foran Inter Europol Competition #34.

United Autosport #22
Photo: JJ Media

Realteam Racing #70 holder fast i føringen i LMP2 Pro/Am, men er nu kun 3 point foran Racing Team Nederland #29, som har vundet to af sæsonens tre løb indtil nu. DragonSpeed USA #21 er treer, med et lille hul ned til High Class Racing #20 med Jan Magnussen, Dennis Andersen og Anders Fjordbach. ARC Bratislava #44 er stadig pointmæssigt plaget af deres benzinlækage ved åbningsløbet på Spa Francorchamps, hvor de end ikke kunne tage starten af løbet.

Realteam Racing #70
Photo: JJ Media

Porsche #92 er tilbage i front af GTE Pro, efter de mistede føringen i Portugal. Med weekendens sejr har de sendt AF Corse Ferrari #51 ned på andenpladsen, men blot med to point. De har så et hul på 20 point ned til AF Corse Ferrari #52, mens Porsche #91 er yderligere 9 point bagude.

Porsche #92
Photo: JJ Media

Selvom Cetilar Racing Ferrari #47 havde et skidt løb på hjemmebanen, er det alligevel lykkedes dem at holde fast i føringen af GTE Am mesterskabet – især ved hjælp af de ekstra point, som 8 timers løbet i Portimao gav. De er 2 point foran Nicklas Nielsen, Francois Perrodo og Alessio Rovera, som har vundet to ud af sæsonens tre løb indtil nu. Aston Martin Racing #98 er hoppet frem på 3. pladsen, med deres gode præstation i Italien.

Iron Lynx Ferrari #85 er 9’er i mesterskabet, men kun Rahel Frey har kørt alle løbene, mens Michelle Gatting har kørt to, og Sarah Bovy debuterede på Monza.

AF Corse Ferrari #83
Photo: JJ Media

Man skal dog huske på, at vi ikke engang er halvvejs i pointuddelingen i 2021, selvom vi har kørt tre ud af seks løb. Le Mans giver dobbeltpoint, mens 8 timers løbet i Bahrain giver 1,5 gange normal pointgivning – og så er der erstatningsløbet for Fuji, som køres i Bahrain, som følger den normale pointscala for 6 timers løb.

Næste afdeling af FIA World Endurance Championship er 24 timers løbet i Le Mans, som køres den 21.-22. august 2021.

Relaterede nyheder