Lexus bekræfter GTD Pro hold

Vasser Sullivan har bekræftet, at de stiller op med en Lexus racer i den nye GTD Pro kategori i IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2022.

Holdet har siden 2019 været officiel samarbejdspartner med Lexus, hvor der er blevet kørt med to biler i GTD kategorien.

Den nye GTD Pro kategori er en erstatning for GTLM kategorien, og holdene kan bruge præcis de kørere, som de ønsker uanset rangering.

Det bliver bil #14, som skifter over i den nye kategori. Her fortsætter Jack Hawksworth endnu en sæson for holdet, mens Ben Barnicoat er ny mand i de gule og sorte farver. Kyle Kirkwood skal igen hjælpe til ved de fire Michelin Endurance Cup afdelinger.

Vasser Sullivan Lexus #14
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Barnicoat har været McLaren fabrikskører i de sidste 5 sæsoner, men offentliggjorde for en uges tid siden, at han stoppede i den rolle. Englænderen har stor erfaring med GT ræs, men har på det seneste også været aktiv i LMP2 kategorien indenfor prototyperæs.

Kirkwood skal også køre med i NTT IndyCar Series i 2022, og kunne derfor ikke opgraderes til fuld-sæson kører. Der er dog stadig potentiel knas, da 12 timers løbet på Sebring falder sammen med Indycar løbet på Texas Motor Speedway. Det gælder dog for flere kørere, som skal dobbeltjobbe den weekend. Så det bliver formentlig noget med privatflyver fra Sebring til Texas.

Holdet tester i disse dage på Daytona International Speedway, hvor flere andre hold også er til stede, med mere eller mindre offentliggjorde programmer.

IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2022 starter på selvsamme DIS den 29.-30. januar.

Relaterede nyheder