Corvette med ekstra bil på Daytona

Corvette Racing stiller op med en ekstra bil i forbindelse med Rolex 24 at Daytona løbet i januar 2022.

Holdet fremlagde ellers planer om at blot stille op med en enkelt C8.R i IMSA WeatherTech SportsCar Championship i 2022, men har nu doblet det program op til to ved åbningsløbet i GTD Pro kategorien.

Bil #4 skal køres af Tommy Milner og Nick Tandy, og med Marco Sørensen som ny mand på holdet. Danskeren har tidligere kørt med Aston Martin på Daytona i 2017.

Corvette Racing #4
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

31-årige Sørensen har haft forbindelse med netop Aston Martin gennem de seneste mange sæsoner, hvor det er blev til to titler i FIA World Endurance Championship i GTE Pro kategorien, hvoraf 2019/20 titlen var af officiel Verdensmester karakter.

GTD Pro kategorien er en ny klasse i IMSA WeatherTech SportsCar Championship, og skal afløse GTLM kategorien. Bilerne i klassen skal være GT3 biler, men da Corvette først lige har bygget deres C8.R i GTLM/GTE specifikation, og ikke aktuelt har nogen GT3 bil, har de fået lov til at køre med i serien, med tilpasninger af bilen, så den kommer tæt på noget GT3 lignende materiel. Blandt andet får den lov til at køre med ABS bremser, som holdet faktisk allerede testede i Detroit tidligere i år, da den GTLM afdeling blot var en opvisnings-afdeling på netop den klasse.

Teamets anden bil skal køres af de forsvarende IMSA mestre Jordan Taylor, Antonio Garcia og Nicky Catsburg.

Normalvis er Alexander Sims tredjemanden på bil #4, men han skal køre Formel E i Saudi Arabien, i samme weekend som Daytona løbet. Derfor lyder det også til at være en engangs-forestilling for Marco Sørensen i denne omgang. I hvert fald indtil videre.

Der skal testes forud for 24 timers løbet på Daytona International Speedway fra den 21.-23. januar, inden selve 24 timers løbet køres weekenden efter.

Relaterede nyheder