WeatherTech Racing med to biler på Daytona

WeatherTech Racing satser stort ved Rolex 24 at Daytona løbet i januar 2022.

Holdet stiller med hele to biler ved åbningsløbet i IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2022, og satser på to forskellige heste.

I 2021 kørte holdet med i GTLM kategorien, hvor det lykkedes at vinde to sejre, på trods af Cooper MacNeils status af Sølvkører, mod alle platinkørerne hos Corvette Racing.

Mens holdet stillede op med hele to Porsche 911 RSR GTLM/GTE racere ved sæsonfinalen 2021 på Petit Le Mans, bliver der satset på to forskellige bilmærker.

Bil #79 bliver igen en Porsche, men af 911 GT3 R slagsen, som skal bruges i den nye GT3 baserede GTD Pro. Her sender Porsche tre af deres bedste kørere med. Julien Andlauer, Matteo Cairoli og Alessio Picariello skal dele raceren med Cooper MacNeil.

Bil #97 bliver en Mercedes-AMG GT3, hvor Mercedes sender tre af deres bedste kørere. Maro Engel, Jules Gounon og Daniel Juncadella er blandt de allermest erfarende kørere indenfor GT3 ræs, og i Engel og Juncadella’s tilfælde, nærmest synonym med Mercedes, og har været med til at udvikle GT3 raceren. Også her skal Cooper MacNeil køre nogle timer i bilen.

Graphics: WeatherTech Racing

Resten af IMSA sæsonen køres ombord Porsche raceren, hvor Julien Andlauer bliver fast makker med MacNeil.

Holdet har valgt at satse på to forskellige mærker, for at minimere eventuelle ulemper omkring BOP spillet – og så er det altid en fordel at have to biler med i feltet, ligesom vi tidligere har set hos blandt andet Level 5, hvor Scott Tucker også havde for vane at køre i begge biler. Netop 24 timers løbet på Daytona banen, er et af de løb som MacNeil mangler at vinde, og derfor satser han så hårdt på 2022 udgaven.

Det bliver Proton Competition, som skal stå for driften af begge biler på Daytona, hvilket i Mercedes henseende bliver noget helt andet for det tyske hold. Proton har stået for driften af Porsche racere gennem mange år, men får formentlig en hjælpende hånd fra diverse Mercedes eksperter, selvom de kommer til at have en Proton trøje på.

24 timers løbet på Daytona International Speedway køres den 29.-30. januar 2022, med tre testdage i de weekenden forinden.

Relaterede nyheder