Nielsen klar med deres 5 Asian LMS kørere

Nielsen Racing har offentliggjort de 5 kørere, som de tager med til Asian Le Mans Series 2022.

Holdet plejer traditionelt set at holde sig til LMP3 kategorien, hvor de har høstet massevis af sejre i både Asian LMS samt European Le Mans Series.

To af dem, som har høstet flest sejre for holdet, er Colin Noble og Tony Wells. De to fortsætter sammen i en Ligier JS P320 med startnummer #8, og skal forsøge at køre sig til endnu en titel, efter de to vandt Asian Le Mans Series i 2019/20 sæsonen, og Michelin Le Mans Cup i 2021 sæsonen.

Da holdet vandt Asian LMS i 2019/20 sæsonen, vandt de samtidig en Le Mans billet, som de valgte at bruge. Her var de dog ude på lånemarkedet hos Algarve Pro Racing, da de ikke selv havde en ORECA 07 Gibson i garagen. Det har holdet ændret på nu, da de i denne uge har fået leveret en spritny LMP2 racer fra den franske konstruktør. Det er dog ikke længe, at den får lov til at blive i CorbyNorthants i Storbrittanien, da bilen skal bruges ved de fire løb i henholdsvis Dubai og Abu Dhabi.

Nielsen Racing #7
Photo: JJ Media

Rodrigo Sales tager springet op i en LMP2 racer, efter at have kørt LMP3 og GTE biler gennem de seneste sæsoner. Han får to yderst erfarende herre med i bilen. Britiske Matt Bell har kørt ufattelig mange kilometer i en racerbil, hvor størstedelen dog har været i en LMP3 racer. Men han kan med sikkerhed hurtigt omstille sig til det hurtigere materiel.

Sidst men ikke mindst får ORECA 07 #7 Ben Hanley med bag rattet. Hanley har været nærmest synonym med DragonSpeed gennem de seneste mange sæsoner, og har kørt så godt som alle løb, som holdet har stillet op i, på det seneste. Han var med i Indycar, da DragonSpeed forsøgte sig med det, men hans største triumf til dato er Le Mans LMP2 Pro/Am sejren i 2021 med DragonSpeed.

Asian Le Mans Series 2022 starter den 11. februar i Dubai, og slutter 9 dage senere med finaleløbet i Abu Dhabi.

Relaterede nyheder