Bourdais til start i WEC

Sebastien Bourdais kommer til start i FIA World Endurance Championship 2022.

Franskmanden skal køre for det nye Vector Sport i LMP2 kategorien, hvor han bliver holdkammerat med Nico Müller. Den 3. kører er endnu ikke kendt, men skal være Sølv eller Bronzekører, da det er et krav i reglerne. Både Müller og Bourdais har Platin status.

Bourdais skal dobbeltjobbe i 2022, hvor han også har et program hos Cadillac Chip Ganassi Racing i IMSA WeatherTech SportsCar Championship. Det program betyder at den franske kører ikke kan køre FIA WEC Åbningsløbet på Sebring, da IMSA programmet har førsteprioritet, og han derfor ikke kan køre hos Vector Sport.

Sebastien Bourdais
Photo: Vector Sport

Vector Sport er et nyt navn indenfor sporten, mens teamchef Gary Holland har lang erfaring indenfor flere former for motorsport. Bourdais og Holland mødtes i 2020, da Bourdais kørte for Risi Competizione i hans hjembys største racerløb –  24 timers løbet i Le Mans.

Sebastien Bourdais har tidligere kørt i FIA WEC for Pescarolo Sport tilbage i 2012, men her blev det kun til to løb, inden Dome programmet blev lagt i graven igen.

FIA World Endurance Championship 2022 er planlagt til at starte med 1000 Miles løbet på Sebring International Raceway den 18. Marts, mens første løb for Bourdais i bilen bliver på Spa Francorchamps den 7. maj.

Relaterede nyheder