FIA WEC bugner i 2022

FIA World Endurance Championship går ind i 2022 med den største deltagerliste i seriens 10-årige historie.

Hele 39 biler har tilmeldt sig til hele sæsonen, hvor der dog er et par stykker, som kommer til at starte sæsonen på et lidt senere tidspunkt.

I Hypercar har vi to biler fra Toyota Gazoo Racing, en fra Alpine Elf Team, og en enkelt bil fra Glickenhaus Racing. Dertil kommer Peugeot TotalEnergies, som stiller med to biler i noget af sæsonen, men ikke fra det allerførste løb, da de stadig udvikler på bilen. Når de kommer til start, får vi to danskere med på holdet, i form af Kevin Magnussen og Mikkel Jensen.

LMP2 kategorien har stadig en stor tiltrækningskraft af kørere og hold, selvom der er blevet skiftet lidt ud i navnene. De forsvarende mestre Team WRT kommer med to biler, JOTA kommer med to biler, United Autosports med to biler, Richard Mille Racing Team med en, Team Penske med en, Vector Sport med en, Inter Europol Competition med en bil, Ultimate skifter op fra ELMS med en bil, det nye Prema Orlen Team kommer med en bil, ARC Bratislava kommer med en bil, G-Drive Racing kommer med en bil, og så kommer AF Corse med en enkelt bil.

I den sammenhæng er JOTA #28 interessant sent med danske briller, da Oliver Rasmussen er blevet bekræftet som en af kørerne, ved siden af Jonathan Aberdein, der skifter over fra United Autosports, samt Ed Jones, som tidligere har kørt Indycar samt diverse andre serier.

6 Hours of Spa 2021 start
Photo: JJ Media

AF Corse #83 LMP2 raceren er tidligere blevet annonceret med de dobbelt forsvarende GTE Am mestre Nicklas Nielsen, Francois Perrodo og Alessio Rovera bag rattet.

Med danske briller har vi dog sagt farvel til High Class Racing, som i stedet fokuserer på Asian Le Mans Series og IMSA WeatherTech SportsCar Championship i 2022.

GTE Pro kategorien får et boost i dens sidste sæson, inden kategorien ophører, og der udelukkende skal køres GTE Am. Porsche kommer med to biler, AF Corse Ferrari kommer med to biler, og Corvette Racing kommer med en enkelt bil.

Her har vi danske Michael Christensen tilbage i Porsche #92 ved siden af Kevin Estre.

I GTE Am, har 13 biler meldt deres ankomst, og her har vi en god blanding af TF Sport med 2 Aston Martin Vantage racere, hvoraf den ene er under eget navn, og den anden er med D’Station Racing,  Dempsey-Proton Racing med to Porsche racere, AF Corse Ferrari med to, Team Project 1 Porsche med to, Iron Lynx/Iron Dames Ferrari med to, Spirit of Race med en, GR Racing med en, og Northwest AMR med en.

Her er det interessante med danske briller, at Nicki Thiim er skrevet på holdkortet til Northwest AMR #98 ved siden af Paul Dalla Lana og David Pittard. Pittard får debut i FIA WEC, men har kørt masser af kilometer på blandt andet Nürburgring, hvor han har været holdkammerat med Mikkel Jensen onboard en BMW.

To af sæderne i Iron Dames Ferrari #85 står åbne, hvor kun Rahel Frey er bekræftet officielt. Holdet fandt dog lidt af et dream-team i 2021, da Michelle Gatting og Sarah Bovy kom med på holdet. Det trekløver kørte rigtig rigtig hurtigt, så det bliver spændende at se, om alle tre får genvalg til 2022.

Senere i dag, går vi mere i dybden med de forskellige biler på startlisten, og hvem der er bekræftet i hvilke biler.

2022 sæsonen af FIA World Endurance Championship starter den 18. marts med 1000 Miles løbet på Sebring International Raceway i Florida.

Relaterede nyheder