JOTA skifter ham igen

JOTA skifter igen farver, forud for 2022 sæsonen i FIA World Endurance Championship.

Det britiske hold har efterhånden været hele farvepaletten igennem, i de seneste sæsoner.

I 2016 havde de G-Drive Racing orange på bilerne. I 2017 og 2018 var de røde og sorte, og havde de en masse kinesiske tegn på raceren, da de kørte under Jackie Chan DC Racing navnet, inden der kom Goodyear blå og gule farver på bilen i 2019/20 sæsonen.

JOTA #28
Graphics: JOTA Sport

I 2021 stod den på British Racing Green, med et strejf af rødt, men nu er det en helt anden grøn som er at finde på ORECA 07 Gibson racerne.

Bilerne bliver fortrinsvis skriggrønne i 2022 sæsonen i FIA WEC, med endnu mindre rødt på bilerne. Dermed kommer de til at ligne holdets McLaren 720S GT3 racer lidt mere i bemalingen – hvor man dog tager det grønne til et lidt mere ekstremt niveau.

Men det gør uden tvivl bilerne lettere at se på banen, og i spejlene hos konkurrenterne, hvilket altid kan være et problem, når man kører flere klasser på banen samtidig.

JOTA #38
Graphics: JOTA Sport

Holdet har tidligere annonceret at danske Oliver Rasmussen skal dele bil #28 med Jonathan Aberdein og Ed Jones, mens bil #38 fortsætter med Roberto Gonzalez og Antonio Felix da Costa i raceren, mens pensionede Anthony Davidson skiftes ud med Will Stevens.

FIA World Endurance Championship 2022 starter den 18. marts på Sebring International Raceway i Florida, USA.

Relaterede nyheder