2 franske hold på plads

Yderligere to franske hold melder sig klar til European Le Mans Series 2022.

Duqueine Team #30 vender tilbage til endnu en ELMS sæson, med holdets ORECA 07 Gibson racer. To kørere, som tidligere har båret teamets farver, har fået genvalg, mens der er kommet ny Sølvkører i bilen.

Memo Rojas og Richard Bradley er igen af finde i bilen. Rojas fik en yderst dramatisk afslutning på 2021 sæsonen, da han tabte et baghjul på raceren ved sæsonfinalen i Portimao. Det sendte ham ud i et vildt spin, som endte med at involvere AIM 1 Villorba Corse, som endte med et langt større uheld. Heldigvis var både Rojas og Andreas Laskaratos uskadte efter den spektakulære hændelse.

Duqueine Team 2022
Graphics: Duqueine Team

Bradley var en del af KCMG i et par sæsoner, inden han var en tur tilbage i Asien. Han vendte tilbage på de europæiske baner for et par år siden, og hurtigt fandt han et sæde hos Duqueine Team. I 2021 var han dog en sviptur hos Algarve Pro Racing, men returnerer nu til Duqueine Team.

De to erfarende kørere får Reshad De Gerus med i bilen. Den 18-årige franskmand er ny indenfor sportsvognsræs, men har fire sæsoner i formelbiler bag sig. Han sluttede toer i det franske Formel 4 mesterskab i både 2018 og 2019, mens Formel Renault Eurocup og FIA Formula 3 mesterskaberne endnu ikke har bragt sejre eller podiepladser med sig.

I 2021 var Rojas holdkammerat med Tristan Gommendy og Rene Binder, hvilket desværre ikke gav dem de ønskede resultater.

Det andet hold er Panis Racing.

De har valgt at holde fast i Julien Canal, som har kørt de seneste sæsoner for holdet. Han er en af de mest stabile og hurtige ægte Sølvkørere, og har da også været på podiet på Le Mans i de seneste to sæsoner. Tidligere har han vundet løbet tre gange med Larbre Competition i GTE Am.

Nico Jamin vender tilbage til holdet, efter et års afhop til United Autosports. Faktisk var Jamin også tidligere en Duqueine kører, som han faktisk kørte for gennem to sæsoner. Han startede ud som Sølvkører, men blev hurtigt opgraderet, da han viste sin fart.

Panis Racing 2022
Graphics: Panis Racing

Jamin tager en af 2021 holdkammeraterne med til Panis Racing. Hollandske Job van Uitert skal forsøge at finde den fart, som kendetegnede ham i LMP3 tiden. Han har haft det lidt svært i LMP2 årene, hvor han til tider har villet lidt for meget, hvilket har resulteret i fejl og påkørsler ude på banen, uanset om det var United Autosports eller Racing Team Nederland holdet, som han kørte for. Men når han performer fejlfrit, er han super hurtig.

Panis Racing #65 takker af med Will Stevens, som er blevet opsnappet af JOTA til deres FIA WEC sæson. Da englænderen dermed automatisk er optaget til Le Mans, er han ikke så interessant for Panis Racing, da de er et af de selvskrevne hold til 24 timers klassikeren, da Canal er en stor forretningsmand i postnummer 72000, hvor han ejer flere McDonalds restauranter, heriblandt den som ligger tæt ved Mulsanne Langsiden.

European Le Mans Series 2022 kører deres første løb den 17. april på den sydfranske Circuit Paul Ricard, med testkørsler i ugen optil.

Relaterede nyheder