Belgisk afløser på Sebring

Meyer Shank Racing har fundet deres afløser til 12 timers løbet på Sebring i næste måned.

Stoffel Vandoorne skal afløse Helio Castroneves, som skal køre NTT IndyCar Series løbet på Texas Motor Speedway den samme weekend.

Det bliver første gang at Vandoorne skal køre en Acura DPi racer, men han har erfaring fra LMP2, som han kørte i FIA World Endurance Championship i 2021.

Castroneves var egentlig skrevet på holdkortet, til at skulle deltage i de fire Michelin Endurance Cup løb i IMSA WeatherTech SportsCar Championship, men de planer blev spoleret af Indycar’s datosammenfald.

Meyer Shank Racing Acura #60
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Oliver Jarvis og Tom Blomqvist er de to kørere, som skal køre fuld sæson for Meyer Shank Racing. Blomqvist og Vandoorne var holdkammerater sidste år i FIA WEC hos JOTA, så derfor bliver det næppe et problem, at flette ind på holdet.

Vandoorne testede for MSR holdet for et par uger siden, men det var en Indycar test. Aktuelt er Vandoorne kører i ABB FIA Formula E World Championship, hvor han kører for Mercedes Benz-EQ.

2022 sæsonen startede perfekt for Meyer Shank Racing holdet, da de vandt åbningsløbet på Daytona, hvor Simon Pagenaud hjalp Castroneves, Blomqvist og Jarvis til sejr. Pagenaud er ligeledes til start på Texas, så han var heller ikke en mulighed som afløser på Sebring..

Den 70. udgave af Mobil 1 Twelve Hours of Sebring køres den 19. marts 2022.

Relaterede nyheder