LMDh fra 2022, nye LMP2 fra 2025

World Motorsport Council holdt møde i sidste uge, og blandt beslutningerne var to vigtige ting for FIA World Endurance Championship, European Le Mans Series, Asian Le Mans Series, samt IMSA WeatherTech SportsCar Championship.

Den første beslutning omhandler dog kun FIA WEC i 2022, hvor der er blevet åbnet op for at LMDh racere må deltage i dette års VM serie. Oprindelig var LMDh kategorien planlagt til at skulle starte i 2022, men COVID-19 situationen gjorde at det blev udskudt i et år, så alle leverandører kunne nå at få de forskellige dele leveret. Indtil nu har vi set Porsche teste deres nye racer, mens de andre LMDh fabrikanter indtil videre holder kortene lidt tættere på kroppen.

Ændringen er så der er mulighed for at et eller flere hold kan afprøve de nye biler senere på året. Tilmeldingen foregår på løb til løbs basis, hvilket betyder, at LMDh bilerne ikke får lov til at score point i 2022 mesterskabet – men stadig kan køre om weekendens pokaler. Det kan potentiel give holdene værdifuld information forud for bilerne officielle debut ved Daytona 24 timers løbet i januar 2023. Derudover kommer der værdifuld information i databasen for både ACO og IMSA, til BOP processen.

Porsche LMDh
Photo: Porsche Presse

Samtidig blev det annonceret, at den nye LMP2 specifikation er blevet udskudt til 2025. Ingen af de fire chassisfabrikanter, ORECA, Ligier, Dallara, samt Multimatic har fået de endelige LMP2 specifikationer for de nye biler, ej heller hvilken motor der skal monteres i dem. Det er dog det nye biler, som kommer til at blive basis for LMDh modellerne.

Men det betyder også, at såfremt LMDh bliver den store succes som alle håber på – ja, så får de fire chassisfabrikanter rigeligt at se til i 2022, 2023 og 2024, for at kunne levere biler til alle bilfabrikkerne, og deres eventuelle kunder, såfremt de ønsker at sælge dem til privathold.

Derfor er det heller ikke sikkert, at der er behov for en LMP2 kategori i de kommende år, hvis alle alligevel hopper i LMH eller LMDh bil.

Den nuværende LMP2 specifikation blev introduceret i 2017, hvor den også kom til at fungere som basis for DPi racerne i IMSA serien. Amerikanerne bestemte sig dog for at der skulle introduceres hybridsystemer på racerne, og derfor blev den nye LMDh specifikation opfundet. I 2020 blev det annonceret, at LMDh skal kunne køre side om side med LMH bilerne, som er de “hjemmebyggede” biler indenfor FIA WEC. Indtil videre har vi set Toyota Gazoo Racing, og Glickenhaus Racing med deres to løbsklare biler fra 2021. Dertil kommer Peugeot TotalEnergies, som er i gang med at teste deres bil, til introduktion senere på året. I 2023 kommer Ferrari også på banen med en LMH racer.

I FIA WEC kommer LMH og LMDh bilerne til at deltage under Hypercar navnet, mens IMSA WeatherTech SportsCar Championship har valgt at kalde den kombinerede kategori for GTP.

Relaterede nyheder