Paul Ricard resultat ikke officielt – endnu (opdateret)

Det officielle resultat af den første afdeling af European Le Mans Series 2022, som blev kørt på Circuit Paul Ricard i Frankrig, er ikke offentliggjort endnu.

Årsagen til det, er at der blev fundet uregelmæssigheder ved den efterfølgende tekniske kontrol af bilerne.

Sagen drejer sig om bilen som krydsede målstregen som toer i LMP3, Inter Europol Competition #13.

En af de ting som blev undersøgt på bilen, var bilens differentiale, hvor en såkaldt Belleville Washer – eller på dansk, en fjederskive – ikke var den samme, som bilen er homologeret med. Alle LMP3 racerne skal køre med de samme godkendte komponenter, som der kun er en godkendt leverandør af – ORECA.

En repræsentant for holdet blev naturligvis kaldt til dommerne, og skulle forklare sig. Han medgav at føromtalte skive var fra deres bil, og at der var en visuel forskel i forhold til den skive som ORECA fremviste. Dog var argumentet, at de blot havde købt, rengjort og monteret gearkassen, og ikke lavet noget som helst ved den.

Inter Europol Competition #13
Photo: JJ Media

Dommerne valgte at diskvalificere bilen fra løbet, da det potentielt er ligeså forkert, som hvis holdet havde sat eksempelvis Goodyear dæk på, hvor Michelin dæk ellers er påkrævet i LMP3 kategorien.

Inter Europol Competition har dog appelleret afgørelsen, og derfor er LMP3 resultatet i 4 timers løbet, som blev kørt i søndags, stadig ikke officielt.

Står udelukkelsen ved magt, er United Autosports #2 rykker frem som toer, mens RLR MSport #5 med Alex Kapadia, Nick Adcock og Michael Jensen rykket frem som de nye treere i løbet.

Uanset hvordan sagen ender, vil COOL Racing #17 med Malthe Jakobsen stadig være vindere af LMP3 kategorien.

Der er ikke noget nyt om, hvornår appellen behandles.

 

Opdatering

Appellen er blevet behandlet på Imola, da alle dommerne mødtes igen til 2. afdeling af ELMS 2022. De er kommet frem til konklusionen, at udelukkelsen står ved magt, og Inter Europol Competition #13 derfor mister deres 2. plads fra første afdeling på Paul Ricard.

Relaterede nyheder