Cadillac præsenterer WEC kørere plus ekstra Daytona bil

Cadillac Racing har præsenteret deres tre kørere til den kommende FIA World Endurance Championship sæson.

Det amerikanske hold stiller op i Hypercar kategorien, med en af deres helt nye Cadillac V-LMDh racere, som skal drives af Chip Ganassi Racing.

Det bliver tre meget velkendte ansigter ombord den nye racer – ikke blot hos CGR, men også i FIA WEC.

Earl Bamber og Alexander Lynn fortsætter deres samarbejde, som de grundlagde i IMSA WeatherTech SportsCar Championship i 2022 sæsonen, ombord holdets DPi racer. Dertil kommer Richard Westbrook, som var konkurrent til Bamber og Lynn, da han kørte for Mustang Sampling holdet gennem 2022.

Bamber var en del af Porsches LMP1 program, og vandt FIA WEC titlen i 2017, udover han vandt 24 timers løbet i Le Mans i både 2015 og 2017, for det tyske hold. Han blev en del af Cadillac i 2022, da der ikke var udsigt til noget fabrikssæde ombord en Porsche.

Richard Westbrook, Alexander Lynn, Earl Bamber
Photo: Cadillac Racing

Lynn har været en del af flere forskellige FIA WEC programmer – blandt andet for Manor og G-Drive holdene i LMP2, inden han blev fabrikskører hos Aston Martin Racing i GTE Pro gennem 2018-19 og 2019-20 sæsonerne, inklusiv en sejr på Le Mans i 2020. Senest har han kørt for United Autosports USA i LMP2 kategorien. Han kom ligeledes til Cadillac forud for 2022 IMSA sæsonen.

Westbrook var en del af Ford’s GTLM satsning i IMSA fra 2016 til 2019, med dertilhørende Le Mans deltagelser. Det hold blev ligeledes drevet af Chip Ganassi Racing. Inden da var han en del af Corvette Racing, som deres langdistancekører, foruden en enkelt sæson hos Aston Martin Racing, i samme rolle. I 2021 og 2022 har han haft nogle starter for Glickenhaus Racing i deres Hypercar i FIA WEC, foruden IMSA starter for JDC-Miller Motorsports, i deres Mustang Sampling bemalede Cadillac.

Udover hele FIA WEC, stiller de tre kørere også op i en ekstra LMDh racer ved 24 timers løbet i Daytona, hvilket ikke blot fungerer som debut for den kørersammensætning, men også for alle LMDh racerne. Så hver eneste kilometer med de nye biler, er værdifuld viden for holdene.

Rolex 24 at Daytona køres den 28.-29. januar 2023, mens FIA WEC sæsonen starter den 17. marts på Sebring International Raceway i Florida.

Relaterede nyheder