MSR tager forsvarende vindere med til Daytona

Meyer Shank Racing stiller op med tre af de forsvarende Rolex 24 at Daytona vindere, når holdet starter 2023 sæsonen på selvsamme bane.

Helio Castroneves og Simon Pagenaud plus Tom Blomqvist er alle bekræftet til det klassiske ræs.

MSR holdet vandt 24 timers løbet tilbage i januar 2022, hvor Castroneves, Pagenaud og Blomqvist havde Oliver Jarvis som 4. kører. Englænderen er endnu ikke bekræftet hos holdet, hvilket kan hænge sammen med datosammenfaldene med FIA World Endurance Championship kalenderen i den kommende sæson. Her falder Sebring FIA WEC og IMSA, plus WEC Portimao/IMSA Long Beach, og WEC Monza/IMSA Canadian Tire Motorsports Park aktuelt sammen. Sebring var ikke noget større problem i år, men det tager trods alt fokus for kørerne, hvis de skal hoppe mellem flere forskellige programmer.

Meyer Shank Racing Acura #60
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

I det hele taget var 2022 en fantastisk sæson for holdet. Ikke nok med at de vandt Daytona, så vandt de også sæsonfinalen Petit Le Mans på Michelin Raceway Road Atlanta. Oveni det, vandt de både det generelle DPi mesterskab henover hele sæsonen, foruden Michelin Endurance Cup mesterskabet, som tæller de fire lange løb. Her var Castroneves en stor hjælp ved siden af Jarvis og Blomqvist, men blev ikke mester sammen med dem, da han havde Indycar forpligtelser på Sebring, og Watkins Glen løb blot blev kørt af de to faste kørere.

2023 sæsonen bliver den første sæson med de helt nye LMDh racere, hvor holdet allerede er i gang med at teste den nye Acura ARX-06 LMDh.

Det er ikke annonceret om Castroneves og/eller Pagenaud skal hjælpe til på Sebring og Petit Le Mans i 2023.

Holdet forventer at annoncere fuldtidsmakkeren til Blomqvist i nærmeste fremtid.

Relaterede nyheder