Mako og Tandy del af 963 program

Porsche Penske Motorsport har offentliggjort de to sidste kørere, som er en del af løbsprogrammet i IMSA WeatherTech SportsCar Championship og FIA World Endurance Championship i 2023.

Det bliver to velkendte Porsche kørere, i form af Frederic Makowiecki og Nick Tandy.

Mako har været en del af udviklingen af den nye Porsche 963 LMDh racer siden den allerførste meter – ja, faktisk var det franskmanden som kørte den allerførste tur i bilen før jul 2021. Siden da har han været en del af deres testprogram, som har kørt over 20.000 kilometer i løbet af året.

Tandy vender tilbage til Porsche, som tidligere har haft så stor succes med det tyske mærke. Englænderen valgte dog at skifte til General Motors, da hans kontrakt med Porsche udløb efter 2020 sæsonen, og Porsche trak sig fra den nordamerikanske IMSA serie som fabrikshold. Siden da er det blevet til to fulde sæsoner hos Corvette Racing, hvor 2021 stod på IMSA, mens 2022 var FIA WEC sæsonen med deres C8.R racer. Han havde med sikkerhed håbet på at blive en del af Prototype holdet, hvilket ikke skete, plus han har en passion for NASCAR, som han heller ikke har haft mulighed for at prøve, selvom Chevy også er meget aktive der.

Tandy var blandt de første tre kørere til at vinde Le Mans generelt med Porsche 919 modellen i 2015, da han delte bil med Earl Bamber og Nico Hülkenberg. Samme år vandt han også Petit Le Mans i en GTLM racer, da der var et helt exseptionelt regnvejr, hvor deres dæk, og de lidt færre hestekræfter gjorde at de kunne køre fra alle Prototype racerne.

Porsche 963, testing Daytona 2022
Photo: Porsche Motorsport

Holdet tæller dermed 10 kørere, som officielt endnu ikke er fordelt mellem IMSA og FIA WEC serierne. Men 10 kørere, er lige nøjagtig hvad der skal bruges, for at kunne køre fuld sæson i de serier – 6 faste i FIA WEC, og 4 faste i IMSA. Dertil kommer behov for ekstra kørere ved 24 timers løbet i Daytona, 12 timers løbet på Sebring samt 10 timers løbet på Michelin Raceway Road Atlanta.

Det står stadig åbent, om Porsche Penske Motorsport får mere end 2 biler med til 24 timers løbet i Le Mans, da der med sikkerhed kommer pres på tilmeldingerne til løbet i 2023, da det er 100-års jubilæet for det allerførste.

De 10 Porsche Penske Motorsport kørere er:

Dane Cameron

Matt Campbell

Michael Christensen

Kevin Estre

Mathieu Jaminet

Andre Lotterer

Frederic Makowiecki

Felipe Nasr

Nick Tandy

Laurens Vanthoor

Relaterede nyheder