Tower Motorsport samler topkørere

Tower Motorsport kommer til start ved Rolex 24 at Daytona 2023 med nogle rigtig interessante navne.

Tower er John Farano, og han har tidligere haft succes i European Le Mans Series, hvor han vandt LMP3 titlen i 2018. Siden da har han kørt i LMP2 kategorien, hvor han var til start i 24 timers løbet i Le Mans i 2019. I 2022 vandt han LMP2 mesterskabet i IMSA WeatherTech SportsCar Championship.

Han har fået fingrene i ikke blot en, men hele to Team Penske kørere. Scott McLaughlin og Josef Newgarden skal dele ORECA 07 Gibson raceren ved det kommende 24 timers løb på Daytona i slutningen af januar. De to har indtil nu erfaring på de amerikanske baner ombord en Indycar racer – et mesterskab som Newgarden har vundet to gange. McLaughlin debuterede i Indycar i slutningen af 2020, men var hurtigt oppe i fart, og i løbet af 2022 var han faktisk mesterskabsførende, men manglede lige det sidste til at kunne være med helt oppe i toppen.

Tower Motorsport #8
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Den sidste mand på bilen bliver Kyffin Simpson. Den unge kører blev født på Bahamas men flyttede sidenhen til Cayman Islands, inden motorsportskarrieren for alvor kom i gang i Florida. Simpson vandt Petit Le Mans med Gradient Racing i GTD kategorien i 2022, og avancerer nu til LMP2 kategorien. Han vandt Formula Regional Americas mesterskabet i 2021, og kørte i Indy Lights i 2022. Simpson kommer til at køre hele Michelin Endurance Cup sæsonen med Farano.

Holdet testede for første gang i denne uge, inden de officielle testkørsler starter med ROAR testen den 20. til 22. januar, mens selve 24 timers løbet køres weekenden efter.

Relaterede nyheder