Beche ny mand hos Nielsen Racing

Mathias Beche er ny mand hos Nielsen Racing.

Schweizeren skal dele ORECA 07 Gibson raceren med Ben Hanley og Rodrigo Sales i den kommende Asian Le Mans Series sæson, som starter den 11. februar i Dubai.

Beche har tonsvis af sportsvognserfaring. Han har kørt et utal af LMP2 løb, men var også en del af Rebellion LMP1 holdet. Efter at have holdt en pause fra ACO ræs, vendte han tilbage i 2022 sæsonen for TDS Racing x Vaillante i European Le Mans Series, og gav med det samme alle konkurrenterne røvfuld ved åbningsløbet på Circuit Paul Ricard, hvor han snuppede Pole Position. Det gjorde han igen på Monza senere på sæsonen.

Photo: Nielsen Racing

Han var også en del af ARC Bratislava gennem noget af 2022 sæsonen, hvor han ligeledes bragte god fart til holdet.

Udover Asian LMS har Nielsen Racing ikke offentliggjort hvilken serie, at de kommer til at deltage i – men de oplyser at kontrakten med Beche er for mere end bare de fire løb i Mellemøsten.

Hanley og Sales delte allerede raceren i 2022 hos Nielsen Racing, hvor Matt Bell var 3. mand. Han skal dele bil med Tony Wells i LMP3 kategorien, og kan derfor ikke køre i LMP2 raceren i år. Bell, Hanley og Sales vandt LMP2 kategorien i 2022, og vandt dermed også en billet til 24 timers løbet i Le Mans – det er målet at gentage den succes i år.

Asian Le Mans Series 2023 køres med to løb på Dubai Autodrome, inden finalen køres weekenden efter på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi.

Relaterede nyheder