Gradient med to nye kørere

Gradient Racing stiller til start i IMSA WeatherTech SportsCar Championship i 2023 sæsonen med to helt nye kørere.

Sheena Monk og Katherine Legge bliver de to kørere, som skal styre den hvide og grønne Acura NSX GT3 Evo22 gennem alle IMSA afdelingerne i GTD kategorien.

Til åbningsløbet på Daytona får de hjælp fra Mario Farnbacher og Marc Miller.

Det bliver første sæson at Gradient Racing skal køre fuld sæson. De har stille og roligt tilføjet flere og flere løb til deres program, og nu tager de det helt store spring.

Graphics: Gradient Racing

Monk får debut i IMSA serien, efter at have deltaget i Lamborghini Super Trofeo North America i de seneste sæsoner, og kender derfor allerede mange af banerne.

Legge har kørt mange sæsoner i IMSA, og ikke mindst Acura raceren. Faktisk var hun tæt på at vinde mesterskabet med føromtalte Farnbacher, inden hun tog på lidt af en svingtur omkring Lambo og Porsche – foruden et LMP2 program som aldrig kom i gang, da hun var uheldig at brække benet i en alvorlig testulykke, hvilket sendte hende ud af stort set hele 2020 sæsonen.

2023 sæsonen starter med ROAR testen på Daytona International Speedway den 20.-22. januar, inden 24 timers løbet køres weekenden efter.

Relaterede nyheder