Proton offentliggør LMP2 hold

Proton Competition har offentliggjort deres LMP2 hold til den kommende European Le Mans Series sæson.

Man plejer at forbinde Proton Competition med GTE ræs, men fra 2023 og fremad er holdet også aktive indenfor prototyper. For et par måneder siden blev det offentliggjort, at de har fået fingrene i en af de helt nye Porsche 963 LMDh racere, som de skal køre med i FIA World Endurance Championship, med Gianmaria Bruni som den første offentliggjorte kører.

Bruni bliver også en del af LMP2 holdet i ELMS, hvor han skal dele en ORECA 07 Gibson med Giorgio Roda og Jonas Ried. Bruni kørte Formel 1 for Minardi i 2004, men skiftede sidenhen til Ferrari indenfor GT ræs, hvor han hurtigt blev fabrikskører. Efter mange år blev han opsnappet af Porsche, hvor han var med til at vinde 24 timers løbet i Le Mans i GTE Pro i 2022. Derudover har han kørt for Proton Competition i ELMS i de seneste par sæsoner.

Roda har tidligere kørt for holdet i både ELMS og FIA WEC ombord deres GTE racer, men nu skal han forsøge sig med LMP2 raceren. Faderen Gianluca Roda var fast makker med sønnen gennem flere år, men nu skal sønnike på egne ben.

Proton Competition #55
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Der er også tale om sønnike i form af Jonas Ried. Han er søn af teamejer Christian Ried, og er efter to sæsoner med Formel 4 ræs i Tyskland, Italien, Spanien og UAE, nu klar til at forsøge sig indenfor prototyper. Først skal han køre i Asian Le Mans Series ombord en LMP3 racer i næste måned, inden han skifter videre op til LMP2 materiel i ELMS.

Proton Competition debuterer indenfor prototype ræs i denne weekend, hvor de deltager i 24 timers løbet i Daytona, med Gianmaria Bruni, Fred Poordad, James Allen og Francesco Pizzi.

European Le Mans Series starter den 23. april 2023 på Circuit de Barcelona-Catalunya.

Relaterede nyheder