Nyt, gammelt layout i Barcelona

Når European Le Mans Series og Michelin Le Mans Cup åbner 2023 sæsonen på Circuit de Barcelona-Catalunya, bliver det også med et nyt-gammelt layout.

Den spanske bane har valgt at benytte den oprindelige konfiguration igen, så det sidste sving bliver to, meget hurtige højresving, i stedet for den ultralangsomme chikane, som har været benyttet gennem de seneste 15 år.

Chikanen blev lavet, da man frygtede at blandt andet Formel 1 bilerne ville være for hurtige gennem opløbssvinget, i tilfælde af et uheld. Men nu er banen godkendt med det oprindelige layout igen, så det bliver en ultrahurtig afslutning på omgangen.

4 Hours of Barcelona 2022 start
Photo: JJ Media

Chikanen har gang på gang givet problemer med kontakt mellem hurtige og langsomme biler, men præcis hvordan at det nye layout kommer til at virke for sportsvognene, bliver spændende at se i april måned. Prototyperne kan i hvert fald tabe rigtig meget tid gennem svingene, såfremt de kommer til at hænge bag en GTE bil.

Åbningsløbet af Michelin Le Mans Cup 2023 køres den 22. april, mens ELMS åbingsløbet køres dagen efter.

Relaterede nyheder