Opdateret tidsplan og deltagerliste til LM24

Automobile Club de l’Ouest har annonceret en opdateret tidsplan og deltager til 2020 udgaven af 24 timers løbet i Le Mans.

Det klassiske løb er naturligvis også berørt af COVID-19 situationen, hvilket har flyttet løbet fra dens traditionelle juni dato til det mere utraditionelle 19.-20. september.

I dag har ACO annonceret at løbet bliver afviklet over 5 dage. Onsdagen bliver brugt til teknisk kontrol af bilerne i 24 timers løbet plus Road To Le Mans løbet, som er to løb på 55 minutters varighed for GT3 og LMP3 biler.

Torsdagen kommer primært til at gå med næsten 11 timers kørsel for Le Mans bilerne, fordelt på 3 gange træning og en kvalifikation. Dertil skal Road To Le Mans bilerne teste i to timer.

Der er yderligere træning for 24 timers bilerne fredag formiddag, inden de skal køre den afgørende Hyperpole, som afgør de endelige startplaceringer til løbet. Derudover skal Road To Le Mans køre deres to kvalifikationer samt et af løbene, plus Porsche Carrera Cup skal træne og køre kvalifikation.

De starter med at køre deres andet løb lørdag morgen, efterfulgt af Warm Up for 24 timers bilerne, Road To Le Mans løb 2, og klokken 14.30 går starten endelig til 24 timers løbet. På den måde får man lidt mere kørsel ind før mørkets frembrud, og undgår samtidig alt for meget overlapning med de afgørende tidspunkter i cykelløbet Tour de France, som slutter samme weekend.

Le Mans 2019 start
Photo: JJ Media

Der er kommet ændringer på deltagerlisten til 24 timers løbet. Som vi har rapporteret gennem de seneste måneder, har der desværre været lidt mandefald blandt de hold, som ellers havde fået starttilladelse.

Det betyder at ByKolles Racing Team er kommet med i LMP1, både IDEC Sport og High Class Racing har fået deres 2. bil med i LMP2 og Spirit Of Race Ferrari har fået en ekstra bil med i GTE Am. Inter Europol Competition har trukket deres 2. bil fra reservelisten, mens GEAR Racing har flyttet deres Ferrari op fra GTE Am til GTE Pro. Dog er Christina Nielsen stadig noteret ud for bilen, hvor hun så kan få to medkørere, uden skelen til deres Platin, Guld, Sølv eller Bronze status på kørersiden. Det var et problem med deres oprindelige GTE Am starttilladelse – de kunne simpelthen ikke finde en kompetent Bronze kører, som er påkrævet i Am kategorien.

Dermed har vi 4 reserver tilbage på listen – DragonSpeed i LMP2 samt Iron Lynx bil 2, Team Project 1 bil 3 og D’Station Racing i GTE Am.

Det betyder at vi aktuelt har 9 danske kørere med i løbet, men håber på at få yderligere to med, såfremt High Class Racing kan få lavet en ren dansk kørersammensætning med Jan Magnussen som førstekører. Forsvarende Verdensmester Michael Christensen kører for Porsche, mens Nicki Thiim og Marco Sørensen deles om en Aston Martin. Udover føromtalte Christina Nielsen i GTE Pro, har vi Nicklas Nielsen og Michelle Gatting i hver deres GTE Am Ferrari. Mikkel Jensen skal køre i LMP2 for G-Drive Racing holdet, hvor han bl.a. skal køre imod High Class Racing med Anders Fjordbach som en af kørerne.

Arrangørerne oplyser ydermere, at der kommer mere info den 30. juni, hvor det bliver endelig offentliggjort, omkring tilskuernes adgang til løbet.

Den opdaterede tidsplan for 24 timers løbet kan ses her – supportløbene her – og den opdaterede deltagerliste her.

Relaterede nyheder