Alle navne kommet på Le Mans startlisten

Automobile Club l’Ouest har offentliggjort en opdateret startliste til 2022 udgaven af 24 timers løbet i Le Mans.

Der er ikke sket nogen ændringer blandt de deltagende hold, men kabalen omkring ledige sæder ser ud til at være gået op. Der er i hvert fald 186 kørere skrevet på listen, men som altid er der en risiko for nogle ændringer.

DKR Engineering #4 har fået deres tre kørere på plads. Laurents Hörr og Jean Glorieux har længe stået på listen, mens de har fået Alexandre Cougnaud med som 3. kører. Cougnaud var gennem flere år en del af Graff Racing, men har indtil nu kun haft et GT3 sæde i 2022 sæsonen. Det bliver lige på og hårdt for DKR Engineering #4, da ingen af kørerne har kørt 24 timers løbet før, og ej heller får kørt et eneste løb ombord ORECA 07 Gibson raceren, inden de stiller til start. Det lykkedes ikke at få et budget på plads til det i 2022, men holdet er stadig aktive i LMP3 i ELMS – men med andre kørere bag rattet.

TDS Racing x Vaillante #13 har fået lov til at beholde deres ELMS kører Tijmen van der Helm til 24 timers løbet, efter ARC Bratislava #44 har frigivet ham. Van der Helm skal dele 13’eren med Philippe Cimadomo og Mathias Beche, præcis som han gør i ELMS. Holdet startede med at tage Pole Position på Paul Ricard med Beche bag rattet, men Pro/Am line-up’en kunne ikke helt hamle op med de hurtigere biler, hvilket er helt naturligt med to sportsvognsdebutanter ved siden af erfarende Beche.

ARC Bratislava #44 har teamejer Miro Konopka som omdrejningspunkt i bilen. Han får Bent Viscaal med i bilen. De to har første fælles arbejdsdag i næste på Spa Francorchamps. Viscaal kører for Algarve Pro Racing i ELMS, og da APR hjælper ARC Bratislava med at drive bilen i år i FIA WEC, er samarbejdet kommet i stand den vej rundt. De får Tristan Vautier som holdkammerat. På trods af at han er franskmand, har han aldrig kørt 24 timers løbet i Frankrig. Store dele af hans karriere er foregået i USA, hvor de seneste sæsoner har været for Cadillac i IMSA serien. Derfor er 2022 en kærkommen opvarmning for ham, når Cadillac med stor sandsynlighed skal køre 24 timers løbet i Le Mans i 2023 med deres nye LMDh bil.

Algarve Pro Racing #47 bliver en sammensat bil af tre ELMS biler. John Falb kører i 47’eren for APR i år, mens Sophia Flörsch er ombord 19’eren for samme hold. De to får hjælp fra Racing Team Turkey #34 kører Jack Aitken, som debuterede i LMP2 kategorien på Circuit Paul Ricard tidligere på måneden. De kan meget vel gå hen og blive Dark Horse i LMP2 Pro/Am, såfremt de kan holde sig ude af tekniske problemer, og undgå kontakt med konkurrenter og autoværn.

IDEC Sport #48 har bekræftet, at de kommer med deres tre faste kørere fra ELMS – Paul Loup Chatin, Paul Lafargue og Patrick Pilet. Pilet var ikke ikke skrevet på holdkortet i første omgang, da han stadig har forbindelser til Porsche, og det ikke var helt afgjort, om han skulle have været ombord en af deres GTE racere.

AF Corse Ferrari har sat navn på deres 3. kørere ombord #51 og #52. Alessandro Pier Guidi og James Calado bliver forenet med Daniel Serra. Det trekløver har tidligere vundet GTE Pro kategorien sammen, og efter Serra ikke længere er fuld sæsonen chauffør på 52’eren, kan de nu køre sammen igen. I holdets anden bil får Miguel Molina og Antonio Fuoco hjælp fra Davide Rigon. Italieneren har været indbegrebet af AF Corse i de seneste mange sæsoner, men er først lige på vej efter et voldsomt uheld på Spa Francorchamps i 2021, hvor han brækkede ryggen. Han er dog tilbage for fuld fart, som han beviste i GT World Challenge Europe for en måneds tid siden.

TF Sport Aston Martin #33 har foretaget samme ændring på Le Mans, som de allerede har annonceret til 6 timers løbet på Spa Francorchamps. Henrique Chaves erstatter Florian Latorre, men der er endnu ikke kommet nogen officiel forklaring på hvorfor. Marco Sørensen og Ben Keating fortsætter uændret for holdet.

Inception Racing Ferrari #59 har sat navn på deres tre kørere. Holdet er allerede aktive i hele FIA WEC serien med Team Project 1 Porsche #56, men vandt en billet under eget navn, ved at vinde Asian Le Mans Series 2022. Den starttilladelse har de givet videre til Garage 59 – derved startnummeret – hvor svenske Alexander West får franske Come Ledogar og Marvin Klein med i bilen. Ledogar er forsvarende vinder af GTE Pro, mens Klein er forsvarende vinder af Porsche Carrera Cup France. West har tidligere kørt løbet, men måtte udgå efter et uheld i Porsche kurverne i aftentimerne.

Det er totalt skifte hos JMW Motorsport Ferrari #66. Holdet er fast deltager i ELMS, men har før skiftet hele besætningen til 24 timers løbet i Frankrig – og det gør de igen i år. Renger van der Zande skal ud at køre en GTE racer for første gang, og får Mark Kvamme og Jason Hart med i raceren. Kvamme og Hart har kørt mange år i USA, men det er første gang at de to skal køre Le Mans. De to plejer som regel at køre GT4 eller GT3 racere, så det bliver et step op på rangstigen for dem.

Iron Lynx har virkelig rystet posen. De har solgt sæderne i deres Ferrari #75 til Rinaldi Racing fra ELMS, hvor det bliver en sammensætning af de to biler. Pierre Ehret stiller op i sit 10. Le Mans. Flere år var han holdkammerat med danske Lars-Erik Nielsen, men har på det seneste kørt for Rinaldi Racing i GT World Challenge. Han får Nicolas Varrone med, som han også deler ELMS raceren med. Christian Hook plejer ikke at dele ELMS bilen med Ehret og Varrone, men kører i stedet i holdets anden ELMS bil. Ehret og Hook delte dog en Rinaldi Racing Ferrari på Le Mans i 2021, så de to kender hinanden.

I deres 60’er har de bibeholdt Claudio Schiavoni, mens Alessandro Balzan og Raffaele Gianmaria skal hjælpe ham under 24 timers løbet. Balzan har stor erfaring med Ferrari racere, og vandt IMSA mesterskabet to gange sammen med Christina Nielsen, mens Gianmaria også kender bilmodellen godt.

I stedet er Matteo Cressoni og Giancarlo Fisichella rykket over i 80’eren, hvor de får Richard Heistand som medkører. Heistand er primært erfaring fra IMSA, men var til start i Frankrig i 2020 for JMW Motorsport, som han blandt andet delte med Jan Magnussen.

D’Station Racing Aston Martin #777
Photo: JJ Media

WeatherTech Racing Porsche #79 har annonceret de to kørere ved siden af Cooper MacNeil. Det bliver Julien Andlauer og Gianluca Giraudi. Andlauer var en del af WeatherTech Racing på både Daytona og Sebring i år, mens Giraudi tidligere har kørt for Proton Competition, som hjælper WeatherTech Racing på både Le Mans samt i IMSA.

Proton Competition Porsche #93 stiller op med Michael Fassbender og Zacherie Robichon, som også to af deres ELMS kørere i 2022. På Circuit de la Sarthe skal Matt Campbell hjælpe dem, da Richard Lietz sidder ombord Porsche #91 GTE Pro bilen, som er hans faste FIA WEC job. Det bliver det første Le Mans for Fassbender, som dog deltog i et Porsche supportløb i 2021, plus han gennemførte de 10 obligatoriske omgange under testdagen i 2021. Dermed er han klar til at deltage i løbet, uden at skulle bekymre sig omkring det.

Hardpoint Motorsport Porsche #99 har udover teamejer Rob Ferriol valgt at tage Katherine Legge og Adrian de Leener med i bilen. Ferriol og Legge har delt en GT3 Porsche gennem 2021 og 2022 sæsonerne i IMSA, mens de Leener tidligere har været en del af Proton Competition. Det bliver første gang at Ferriol og Legge skal køre ræs i en ægte Porsche 911 RSR GTE racer.

På reservelisten er der sket lidt ændringer. Listen er nu nede på 4 hold, med High Class Racing #49 stadig som førstereserve, mens Rinaldi Racing Ferrari #488 stadig er på, selvom flere af kørerne nu sidder ombord Iron Lynx. Absolute Racing Porsche #18 og TF Sport Aston Martin #95 er ligeledes fortsat på deltagerlisten.

Vi må forvente at denne liste er 99,9% sikker, da der allerede har været så mange bump på vejen, med eftervirkninger af COVID-19 situationen, samt krigen i Ukraine og de sanktioner af Rusland, som fulgte med i kølvandet. Allerede i marts måned, gik der rygter om at et hold havde trukket sig – men det er altså præcis de samme 62 holdnavne, som stadig står på listen.

Aktuelt er der 11 danske deltagere på listen. Michael Jensen for CD Sport #27 i LMP2 Pro/Am, Oliver Rasmussen for JOTA #28 i LMP2, David Heinemeier Hansson for Inter Europol Competition #44 i LMP2, Nicklas Nielsen for AF Corse #83 i LMP2 Pro/Am, Michael Christensen for Porsche #92 i GTE Pro, Marco Sørensen for TF Sport Aston Martin #33 i GTE Am, Mikkel Overgaard Pedersen for Team Project 1 Porsche #46 i GTE Am, Frederik Schandorff og Mikkel Jensen for Kessel Racing Ferrari #57 i GTE Am, Michelle Gatting for Iron Dames Ferrari #85, samt Nicki Thiim for Northwest AMR #98 i GTE Am.

Hele deltagerlisten kan ses her.

2022 udgaven af 24 timers løbet i Le Mans køres den 11.-12. juni, mens testdagen køres ugen inden, den 5. juni.

Relaterede nyheder