Gaderæs i Monaco

Den 6. afdeling af ABB FIA Formula E World Championship blev kørt på gaderne i Monaco, en måned før Formel 1 bilerne skal ud på præcis den samme asfalt.

Successen fra Rom for Mitch Evans og Jaguar TCS Racing fortsatte i kvalifikationen, hvor newzealænderen tog Pole Position, foran Pascal Wehrlein i TAG Heuer Porsche, Jean-Eric Vergne i DS Techeetah, Stoffel Vandoorne i Mercedes-EQ, Lucas Di Grassi i ROKiT Venturi Racing, Andre Lotterer i TAG Heuer Porsche, Robin Frijns i Envision Racing, Nyck de Vries i Mercedes-EQ, Oliver Rowland i Mahindra Racing, og med Antonio Felix da Costa i DS Techeetah på P10.

Sam Bird i Jaguar TCS Racing skulle egentlig starte 10’er, men havde en straf med fra Rom, så han blev rykket 3 pladser tilbage.

Stoffel Vandoorne
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Det blev en rolig start på løbet, hvor alle de forreste kørere kom rundt uden problemer. Robin Frijns tog en lille smuttur ind over Sving 1, men fik flettet ind i feltet igen, uden straf.

Cassidy var den første kører til at tage Attack Mode, men fik ikke det store, placeringsmæssigt ud af det, da han var langt udenfor pointene. I dagens løb skulle alle kørere gøre det to gange, med 4 minutters varighed på hver aktivering.

Sam Bird måtte pitte efter små 15 minutters ræs, da hans hjulophæng var knækket efter kontakt. ,

Efter da Costa var faldet et par placeringer tilbage på de første omgange, lykkedes det ham at komme længere frem i feltet. Han var helt fremme på P8, men tabte herefter nogle placeringer igen, da de efterfølgende kørere begyndte at tage deres Attack Mode.

Da Evans aktivere sit Attack Mode, faldt han tilbage på 3. pladsen, grundet de ekstra meter, som han skulle køre oppe på Casino pladsen.

Jean-Eric Vergne, Antonio Felix da Costa, Stoffel Vandoorne, Antonio Giovinazzi, og Nyck de Vries havde fået Fan Boost til dagens løb.

Pascal Wehrlein
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Vergne var kommet i front af feltet, men blev hurtigt passeret af Wehrlein, da tyskeren stadig havde aktivt Attack Mode. Samtidig var Evans faldet tilbage på 4. pladsen, efter Wehrlein, Vergne og Vandoorne.

Pludselig gik Wehrlein i stå i Fairmont Hårnålen, og måtte se hele feltet passere. Det gjorde at Vergne kom i front af løbet, foran Vandoorne og Evans.

Der kom Full Course Yellow, da den strandede TAG Heuer Porsche holdt lige ved udgangen af tunnelen, og måtte skubbes i sikkerhed. Lige inden det skete, var Vergne og Di Grassi kørt gennem Attack Mode, hvilket de så brændte af, til ingen verdens nytte – en kæmpe taktisk brøler, da Wehrlein allerede havde været i problemer i næsten et minut, inden de traf den beslutning.

Da løbet blev givet frit igen, gik der ikke lang tid inden der måtte kaldes Safety Car på banen, da Andre Lotterer holdt i barrieren i Sving 1, mens Oliver Rowland holdt stille, lidt længere fremme på banen. Rowland havde dykket utroligt sent på Lotterer, så tyskeren ikke kunne tage svinget som normalt, og endte i Tec-Pro barrieren, mens Rowland selv bankede i autoværnet, og ødelagde hjulophænget på raceren.

Mitch Evans
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Løbet blev genoptaget med Stoffel Vandoorne foran Evans og Vergne.

Grundet FCY og SC perioderne, blev løbet forlænget med 4 minutter og 3 sekunder.

Evans tabte to placeringer, da han var inde for at aktivere Attack Mode. Det begyndte dog at give pote senere hen, da han kom forbi både Frijns og Vergne. Alt imens lå Vandoorne ude foran, med en føring på godt to sekunder.

Edoardo Mortara måtte pitte med skader på bilen, hvor der lå lidt vragdele nede omkring havnesektionen.

Buemi havde stille og roligt fået arbejdet sig frem i feltet, og var efterhånden inde i pointene, med et par minutters ræs tilbage.

Der var nærkamp mellem Sebastien Buemi og Jake Dennis, som krydsede målstregen næsten side om side, hvor Dennis var så langt ude, at han rykkede et sponsorbanner af autoværnet.

Nick Cassidy
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Stoffel Vandoorne vandt for Mercedes-EQ, foran Mitch Evans i Jaguar TCS Racing, Jean-Eric Vergne i DS Techeetah, Robin Frijns i Envision Racing, Antonio Felix da Costa i DS Techeetah, Lucas Di Grassi i ROKiT Venturi Racing, Nick Cassidy i Envision Racing, Sebastien Buemi i Nissan e.dams, Jake Dennis i Avalanche Andretti, og Nyck de Vries på P10.

Efter målflaget fik Antonio Giovinazzi en 5 sekunders tidsstraf, da han havde overhalet Oliver Askew, ved at skære genvej. Oliver Rowland fik en straf på 3 startpladser til næste løbsweekend, for kontakten med Andre Lotterer, hvilket fik begge biler til at udgå.

Dermed er Stoffel Vandoorne den nye førende i Kørermesterskabet, foran Jean-Eric Vergne, Mitch Evans, Robin Frijns og Edoardo Mortara.

De næste to afdelinger af ABB FIA Formula E World Championship 2022 køres den 14. og 15. maj på Tempelhof banen i Berlin.

Relaterede nyheder