Flere ændringer blandt kørerne i Portimao

Der er ændringer i flere biler, når denne weekends 6 timers FIA World Endurance Championship skal køres på Autodromo do Algarve nær Portimao i Portugal.

Størstedelen af ændringerne hænger sammen med datosammenfaldet med IMSA WeatherTech SportsCar Championship afdelingen i Long Beach, som ligeledes køres i weekenden.

Selvom IMSA løbet køres lørdag aften lokal tid, kan man ikke nå fra USA’s vestkyst, og så til banen i det sydlige Portugal i tide – for slet ikke at snakke om det massive jetlag, som man ville være ramt af.

Hypercar kategorien har alle de faste kørere på plads, så her har vi præcis de samme hold og kørere som på Sebring.

I LMP2 er Juan Manuel Correa ombord Prema Racing #9, som han kombinerer med et FIA Formel 2 program. Correa skal dele bilen med Filip Ugran og Bent Viscaal, mens Andrea Caldarelli springer over

Hos United Autosports er der dobbeltudskiftning, hvor Frederick Lubin og Phil Hanson får Ben Hanley med i bilen, mens Josh Pierson og Oliver Jarvis får Giedo van der Garde som holdkammerat. Hanley og van der Garde erstatter henholdsvis Filipe Albuquerque og Tom Blomqvist, som skal køre for hver deres Acura hold i IMSA.

Hertz Team JOTA #48 har skiftet Will Stevens ud med Antonio Felix da Costa, som skal dele LMP2 raceren med Yifei Ye og David Beckmann, hvilket efter planen er sidste gang, inden holdet får deres spritnye Porsche 963 Hypercar. Beckmann er ikke en del af den lineup, da han er Sølvkører, og derfor en nødvendighed i et LMP2 program.

I GTE Am kategorien er der en enkelt ændring. Project 1 – AO Porsche #56 har lokalheltene Miguel Pedro Ramos og Guilherme Moura de Oliveira med i raceren, som Matteo Cairoli fører an. Gunnar Jeannette og PJ Hyett skal i stedet køre IMSA i Long Beach, hvilket tager førsteprioritet for dem. Dermed er deres mesterskabsdrømme allerede ovre, da holdet scorede 0 point ved åbningsløbet på Sebring, da de blev ramt af Ferrari AF Corse #51, og måtte reparere bilen i flere omgange, grundet skader på bagenden af raceren.

Toyota Gazoo Racing #7, Portimao 2021
Photo: JJ Media

Vi har igen alle de danske kørere til start i løbet. I Hypercar er Mikkel Jensen til start for Peugeot TotalEnergies #93, som håber på lidt mere held, efter at de har skiftet gearkasse aktuatoren ud til en helt anden type, efter at have haft problemer med at skifte gear ved gentagne løb.

Nicklas Nielsen og Ferrari AF Corse #50 skal forsøge at forsvare 3. pladsen i mesterskabet, på en bane, hvor det italienske hold allerede har testet rigtig mange kilometer.

Porsche Penske Motorsport #5 med Michael Christensen skal forsøge at rejse sig fra den resultatmæssige skuffende Sebring, hvor de endte med at slutte 4 omgange efter den vindende Toyota Gazoo Racing #7.

Oliver Rasmussen og David Heinemeier Hansson er igen ombord JOTA #28, som skal forsøge at gøre det bedre end 6. pladsen ved åbningsløbet. Farten var der til tider – men holdet er også et af dem, som har en ægte Sølvkører i bilen, i form af DHH. Kan de holde sig ude af problemer, og Ramussen plus Pietro Fittipaldi kører ligeså hurtigt som på Sebring, er der bestemt chancer for et højere placering.

Mikkel Overgaard Pedersen skal bygge videre på andenpladsen fra Sebring, hvor Christian Ried og Julien Andlauer døjede lidt med farten i starten af løbet, men fik kørt sig tilbage igen, i de sidste timer. Kan Pedersen tage 3. podie i træk, efter 2022 sæsonen blev afsluttet på toppen af skamlen.

Michelle Gatting, Sarah Bovy og Rahel Frey skal forsøge at gentage Iron Dames Porsche #85 succesen fra ELMS finaleløbet 2022, hvor Gatting og Bovy vandt sammen med Doriane Pin på selvsamme bane. Pin er for øvrigt igen ombord Prema Racing #63 i LMP2 kategorien.

Sidst men ikke mindst er Nicki Thiim igen ombord Northwest AMR #98, som han deler med Axcil Jefferies og Paul Dalla Lana. Trekløveret manglede fart på Sebring, ligesom de andre Aston Martin Vantage racere også gjorde, så det bliver spændende at se, om det går bedre ved det første europæiske løb.

Løbet køres søndag den 16. april, med start klokken 13.00 dansk tid. Løbet kan følges på Eurosport 2, hvor der er en pause i sendingen grundet 24 timers motorcykel løbet i – ironisk nok – Le Mans. Vil man følge alle 6 timer inklusiv optakt og podieceremoni, plus kvalifikationen lørdag eftermiddag, kan man med fordel tegne abonnement på FIAWEC.tv, hvor man enten kan købe enkelte løb, eller hele sæsonen. Alt det foregår med engelske kommentatorer, og kører uafbrudt fra start til slut, uden reklamepauser.

Relaterede nyheder