LMEM aflyser Imola – arbejder på løsning

European Le Mans Series og Michelin Le Mans Cup har måtte aflyse deres 2- og 4 timers løb på Imola, som ellers skulle have været afholdt den første weekend i maj 2023.

Aflysningen skyldes at ombygning af pit- og paddockområdet endnu ikke er afsluttet, og banen derfor ikke er klar til at afholde ELMS samt Michelin Le Mans Cup afdelingerne.

Den italienske afdeling har været lidt af et problembarn for ACO og LMEM, som står bag ELMS og LMC serierne. Oprindelig skulle weekenden have været afholdt den anden weekend i maj – men da Formel 1 pludselig måtte ændre deres kalender, blev ELMS/LMC weekenden rykker en uge frem, så alle lastbilerne kunne nå at komme ind og ud, inden F1 holdene rykkede ind med deres noget større setup.

LMEM oplyser, at de arbejder på at finde en løsning, i samarbejde med Autodromo Internazionale Enzo e Dino Ferrari, men kommer ikke nærmere ind på, hvad den præcise løsning er.

Imola 2022
Photo: JJ Media

Det kan dog gå hen at give store problemer for de ELMS hold, som skal deltage i 24 timers løbet i Le Mans, heriblandt danske GMB Motorsport. Oprindelig var kun åbningsløbet på Circuit de Barcelona-Catalunya i Spanien, og Imola afdelingen i Italien, de to eneste løb forud for den franske klassiker. Med mindre at LMEM og ACO kan ryste et alternativ ud af ærmet i løbet af få dage eller måske en uge, ser det meget skidt ud med en erstatning forud for 24 timers løbet, da holdene skal have et par uger hjemme på værkstedet, inden de skal møde ind i Le Mans fra den 29. maj og fremad, da den tekniske kontrol af bilerne allerede starter den 2. juni, forud for testdagen den 4. juni.

Tidligere har visse ELMS hold brugt 6 timers løbet på Spa Francorchamps i FIA World Endurance Championship som opvarmning til Le Mans – men det løb køres weekenden efter Barcelona afdelingen, så ingen hold kan nå at deltage i begge løb, med præcis de samme biler.

European Le Mans Series og Michelin Le Mans Cup åbner sæsonen i næste uge, hvor der startes med tre dages testkørsler, forud for den første løbsweekend den 22.-23. april 2023.

Relaterede nyheder