Garage56 rykkes frem i feltet

Det meget specielle indslag fra Hendrick Motorsports #24 i dette års 24 timers løb i Le Mans, bliver rykket fremad på startgridden.

Den modificerede NASCAR racer skulle oprindelig starte bag ved GTE Am feltet, da de kører udenfor konkurrence, og derfor ikke skal blande sig mere end højest nødvendigt i de andre klasser.

Hurtigt viste det sig dog, at bilen faktisk var hurtigere end GTE Am – meget hurtigere. Under kvalifikationen kørte de 4,5 sekunder hurtigere end GTE Am feltet, og det vel at mærke, med de bedste kørere mod de bedste.

Hendrick Motorsports #24
Photo: JJ Media

Da en del af GTE Am feltet vil starte med deres Bronzekørere ombord, kunne det blive noget rigtig roderi på de første omgange, når Chevrolet Camaro ZL1 raceren så skulle finde vej forbi 21 GTE biler, som selv er i krig med hinanden.

Til gengæld er de langsommere end LMP2, og det er nemmere for Hendrick Motorsports #24 at bakke lidt af, og holde sig ude af deres kamp, en at skulle flette ind mellem GTE racere, som har deres egen kamp.

Dermed skal de starte fra 41. startposition.

24 timers løbet starter i morgen lørdag klokken 16.00.

Relaterede nyheder