FIA WEC kalenderen 2024 offentliggjort

FIA World Endurance Championship har offentliggjort kalenderen for 2024 sæsonen.

Serien vokser fra 7 til 8 løbsweekender, og er derfor på vej mod niveauet som før COVID-19 satte en bremse på mange ting. Den forventes at vokse yderligere i 2025.

Som tidligere annonceret starter sæsonen i Qatar med Prologue og åbningsløb i februar måned. Det bliver med et løb på maksimalt 10 timer, eller 1812 kilometer.

Herefter sker der flere store ændringer på kalenderen.

Den anden afdeling bliver et nyt 6 timers løb på Imola i april måned, inden serien tager til Spa Francorchamps, som den klassiske maj opvarmning til Le Mans. Imola overtager den italienske afdeling af Monza, som har været på løbskalenderen i 2021, 2022 og 2023, foruden Prologoen i 2017.

Juni er selvfølgelig 24 timers løbet i Le Mans.

I juli måned tager serien til Sao Paulo, hvilket er første gang i 10 år, at serien besøger den brasilianske Interlagos bane.

Så er der en pause på halvanden måned, inden der skal køre på Circuit of the Americas i Texas, som vender tilbage på kalenderen, for første gang siden 2020, hvor de erstattede netop Sao Paulo.

Blot 14 dage senere går turen til Fuji i Japan, inden sæsonen afsluttes den første weekend i november i Bahrain.

Det betyder et farvel til SuperSebring, efter 3 succesfulde løb på den amerikanske bane. De lokale fans var vilde med løbet, men rent kommercielt fungerede det ikke med kvalifikation torsdag aften europæisk tid, og løb fredag eftermiddag/aften europæisk tid. FIA WEC ville altid være anden prioritet til det store – for amerikanerne – 12 timers løb, som altid bliver kørt lørdag.

Portimao i Portugal forsvinder også fra kalenderen, efter at have været på i 2021 og 2023.

De britiske fans vil med sikkerhed stadig være irriteret over, at der ikke er nogen Silverstone på kalenderen. Men det er et svært puslespil, og så skal man huske på, at FIA WEC er et Verdensmesterskab, og at der ikke skal være alt for mange afdelinger i Europa.

Hele 2024 kalenderen kan ses her:

Relaterede nyheder