Flere skadede biler i FP3

Den 3. træning af FIA World Endurance Championship 2023 på Sebring International Raceway blev en lidt forkortet udgave. Der var kun 60 minutters planlagt kørsel, men det skulle vise sig at blive hakket op i flere små stumper.

Cadillac Racing #2 startede sessionen med at afsone en 10 minutters Stop & Go, da holdet havde haft en kontakt med Proton Competition Porsche #88 under gårsdagens 2. træning. Her trak Richard Westbrook i 2’eren ind i Ryan Hardwick, som intet kunne gøre, og endte hårdt i betonmuren. Det gav desværre så store skader på Porsche raceren, at de ikke kan deltage i resten af løbsugen, da selve chassis’et er ødelagt.

Der kom Full Course Yellow efter få minutter, da Floyd Vanwall Racing Team #4 holdt stille ude på banen, og skulle trækkes i sikkerhed. Tom Dillmann forsøgte at genstarte bilen, men kunne ikke få liv i den igen.

Toyota Gazoo Racing #7
Photo; JJ Media

D’Station Racing Aston Martin #777 var en tur i dækmuren i Sving 17, men Satoshi Hoshino kunne selv køre derfra, selvom dækmuren var skubbet. Bilen kunne dog ikke vende tilbage til banen, da skaderne på den var for store til at kunne blive klaret på en halv time.

Corvette Racing #33 var en tur over græsset i Sving 10, men Ben Keating kunne selv vende tilbage til asfalten uden skader.

Der kom en ny Full Course Yellow, så dækmuren, som Hoshino havde skubbet, kunne blive sat tilbage på plads igen, i tilfælde andre kørere skulle ske at ramme den.

JOTA #28
Photo; JJ Media

Træningen sluttede med Toyota Gazoo Racing #7 ramte dækmuren baglæns, hvilket gav store skader på bilens bagende. Heldigvis var Jose Maria Lopez ok, og kunne selv stige ud af bilen. Det gav Rødt Flag, så bilen kunne fjernes.

Samtidig havde Nicklas Nielsen i Ferrari AF Corse #50 et spin i Sving 10, hvor danskeren spandt ind over græsset, men heldigvis ikke ramte andet end et reklameskilt. Han kunne selv køre bilen tilbage til pitten.

Toyota Gazoo Racing #7 med Jose Maria Lopez, Mike Conway, og Kamui Kobayashi var hurtigste bil i Hypercar, foran søsterbilen #8 med Sebastien Buemi, Ryo Hirakawa, og Brendon Hartley, og Ferrari AF Corse #50 med Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco, og Miguel Molina.

Peugot TotalEnergies #93 med Mikkel Jensen, Paul Di Resta, og Jean-Eric Vergne var 5. hurtigste bil i Hypercar kategorien.

Northwest AMR #98
Photo; JJ Media

JOTA #28 med Oliver Rasmussen, David Heinemeier Hansson og Pietro Fittipaldi var hurtigste LMP2 racer, foran United Autosports #22 med Filipe Albuquerque, Phil Hanson og Frederick Lubin, og Hertz Team JOTA #48 med Yifei Ye, Will Stevens og David Beckmann på P3.

I GTE Am var Northwest AMR #98 med Nicki Thiim, Paul Dalla Lana, og Axcil Jefferies hurtigste bil, foran GR Racing Porsche #86 med Ben Barker, Michael Wainwright, og Riccardo Pera, mens Kessel Racing Ferrari #57 med Takeshi Kimura, Scott Huffaker, og Daniel Serra var 3. hurtigste.

Dempsey-Proton Racing Porsche #77 med Christian Ried, Julien Andlauer, og Mikkel Overgaard Pedersen var 7. hurtigste GTE Am bil, mens Michelle Gatting, Sarah Bovy, og Rahel Frey i Iron Dames Porsche #85 var 10. hurtigste bil.

Kvalifikationen til morgendagens løb bliver kørt torsdag aften dansk tid, og kan følges på FIAWEC.tv fra 23.20 dansk tid.

Relaterede nyheder