PDL går på pension

Der sker en stor ændring hos Aston Martin Racing, når FIA World Endurance Championship kører denne weekend på Spa Francorchamps.

En af de faste kørere, som har deltaget i 69 FIA WEC løb, siden han debuterede i 2013, takker nemlig af med øjeblikkelig virkning.

Paul Dalla Lana har valgt at lægge hjelmen på hylden, efter en lang og succesrig karriere i GTE Am kategorien.

Dalla Lana har vundet 17 løb, og sikrede sig titlen i 2017. En løbssejr mangler dog på CV’et og det er Le Mans. Flere gange har han været med i kampen om sejren,en så er der sket et eller andet teknisk, eller en kørerfejl.

Starten på 2023 har ikke just været noget succes for holdet, da de er kommet fra både Sebring og Portimao uden point, udover de 0,5 point som man får for at gennemføre et løb udenfor top-10.

Den officielle forklaring fra Paul Dalla Lana, er at han ikke længere kan finde tiden til at konkurrere på så højt et niveau, som der kræves i FIA WEC.

Northwest AMR #98
Photo: JJ Media

Bilen overtages af Heart of Racing Team, som er kendt fra IMSA WeatherTech SportsCar Championship, hvor de deltager med Aston Martin Vantage modellen i GT3 trim. De havde ansøgt om en billet til Le Mans 2023, men var blot 10’er på reservelisten.

Ian James, Alex Riberas, og Daniel Mancinelli bliver de tre kørere, som fortsat skal deltage under Northwest AMR navnet, samt startnummer 98. Reglementet foreskriver nemlig, at man ikke må skifte det undervejs i sæsonen.

Dermed står Nicki Thiim og Axcil Jefferies uden sæde i FIA WEC 2023, og ikke mindst Le Mans.

Thiim har dog et ELMS program med danske GMB Motorsport. Her var planen at han skulle springe over Le Mans pga opgaverne hos Northwest AMR #98, og erstattes af forsvarende GTE Am mester Marco Sørensen. Om der bliver ændret på de planer, er ikke offentliggjort fra nogle af parterne.

FIA World Endurance Championship kører 6 timers løb på Spa Francorchamps lørdag den 29. april 2023.

Relaterede nyheder