Kæmpe LMC felt i 2022

Michelin Le Mans Cup har annonceret et kæmpe deltagerfelt til 2022 sæsonen.

Der er hele 43 biler, som har tilmeldt sig serien i år, efter man typisk har lagt lige omkring de 30 biler, fordelt på LMP3 og GT3 biler, plus den innovative H24 Racing med deres hydrogen bil.

GT3 kategorien er den mest prestigefyldte, da vinderen af den får en automatisk invitation til 24 timers løbet i Le Mans 2023. På trods af det, har kategorien haft det svært i de seneste år rent deltagermæssigt, da en eller to biler hurtigt har udviklet sig til at være titelkandidater, og resten så har givet op.

I år er der 8 biler på listen, fordelt på fire forskellige bilmærker. Klart i overtal er et helt nyt hold, nemlig danske GMB Motorsport. som stiller op med hele tre Honda NSX GT3 racere, og udelukkende med danske kørere bag rattet. Jens Møller skal dele bil med Gustav Birch, Kasper H. Jensen med Kristian Poulsen, mens Mikkel O. Pedersen skal dele bil med Lars E. Pedersen.

Derudover vender Ebimotors tilbage – men ikke med en Porsche, men en Lamborghini Huracan GT3 Evo, hvilket VSR også gør. AF Corse stiller op med to Ferrari racere, mens Bullitt Racing kommer med en enkelt Aston Martin Vantage GT3.

Det er meget svært at spå omkring udfaldet i den klasse, da Bronzekørerne hos GMBs konkurrenter ikke er nogen som vi har hørt om før. Men der kan jo være et supertalent blandt dem, som springer alle rammer.

Spa Francorchamps 2021
Photo: JJ Media

LMP3 kategorien har 34 tilmeldte biler. De forsvarende mestre fra Nielsen Racing vender tilbage med den mesterskabsvindende kombination af Tony Wells og Colin Noble. Derudover bringer de endnu en bil under eget navn.

United Autosports bringer 4 biler, DKR Engineering 2, MV2S Forestier Racing 2, Racing Spirit of Leman 2, Graff Racing 2, Team Virage 2, mens resten af bilerne er enkeltbils hold.

Med danske briller er COOL Racing #69 og Team Thor #77 interessante. Malthe Jakobsen skal dobbeltjobbe i både ELMS og LMC for COOL, hvor han skal dele bil med Maurice Smith i begge serier.

Team Thor #77 får dansk indflydelser på to niveauer. Michael Markussen skal dele bilen med Audunn Gudmundsson, mens High Class Racing skal hjælpe med at drive bilen i år. Markussen har tidligere kørt 3 løb i LMC, men dengang var det for KEO Racing.

Vi har mistet Iron Lynx holdet fra LMC serien, men de er til gengæld gået ind i LMP2 med Prema samarbejdet i både ELMS og FIA WEC. Pzoberer Zürichsee by TFT er også væk, men det er fordi at Nicolas Leuitwiler i stedet kører FIA WEC med Team Project 1. Phoenix Racing har omstruktureret, og har valgt ikke at være aktive under eget navn i LMC i år. Black Falcon har også droppet deres bil, Mühlner Motorsport er rykket op i ELMS med en LMP2 racer, Grainmarket Racing har skiftet navn til Optimum Racing, selvom det er samme kombination, og Motorsport98 springer også sæsonen over.

Michelin Le Mans Cup sæsonen starter på Paul Ricard, inden den fortsætter på Imola i maj måned. Årets store højdepunkt kommer i juni måned, hvor serie er supportklasse til 24 timers løbet i Le Mans. I juli står den på Monza, inden sæsonen afsluttes på Spa Francorchamps og Portimao i henholdsvis september og oktober måned.

Den komplette deltagerliste kan ses her.

Relaterede nyheder