WeatherTech Racing satser stort i 2023

WeatherTech Racing kommer med en stor satsning i 2023 sæsonen i IMSA WeatherTech SportsCar Championship.

Holdet med base i Fort Lauderdale, Florida har valgt at deltage i GTD Pro kategorien i hele sæsonen, og med intet mindre end to Mercedes-AMG fabrikskørere.

Daniel Juncadella og Jules Gounon skal dele Mercedes-AMG GT3 #79 gennem hele IMSA sæsonen. Til de fire Michelin Endurance Cup løb hidkalder de Maro Engel, som ligeledes er fabrikskører for det tyske mærke. Den sidste kører i bilen ved 24 timers løbet i Daytona bliver Cooper MacNeil, som herefter indtager rollen som teamchef i resten af sæsonen. MacNeil er en klassisk Am kører, så han skal køre minimumstiden i bilen, og herefter lade de tre andre om at forsøge at hente sejren hjem i 24 timers løbet.

WeatherTech Racing Mercedes #79
Photo Courtesy of IMSA / Sam Cobb

Det bliver igen Proton Competition som skal stå for driften af bilen. Selvom holdet oftest forbindes med Porsche racere, så var det også dem som stod for driften af Mercedes raceren i 2022 sæsonen. Samarbejdet kom oprindelig i stand i 2021, da MacNeil kørte European Le Mans Series sæsonen for holdet, plus de skulle stå for driften af en Porsche 911 RSR GTE racer i IMSA serien. Der blev dog efterhånden flirtet lidt med det andet tyske mærke, og det kunne det tyske hold også finde ud af at servicere.

24 timers løbet i Daytona er et af de eneste løb i IMSA serien, som Cooper MacNeil mangler at vinde, og derfor håber på han på at 2023 bliver året, hvor han endelig kan skrive det på CV’et.

Rolex 24 at Daytona 2023 køres den 28.-29. januar, mens ROAR testen køres weekenden inden.

Relaterede nyheder