17 hændelser efter LMC behandlet

Hvis man troede at Michelin Le Mans Cup løbet på Spa Francorchamps i går var kaotisk, så skulle man bare set dommerrummet efter løbet.

Der var hele 17 hændelser, som skulle undersøges og behandles, så da klokken blev 1.45 søndag morgen, valgte de at gå hjem, og behandle videre søndag formiddag.

Nielsen Racing #4 har en betinget straf, for kontakten med Team Virage #16 på den første omgang. Straffen lyder på en Drive-through, men udløses kun hvis John Melsom laver en lignende forseelse i år.

Leipert Motorsport Lamborghini #19 fik en bøde på 500 Euro, da deres kører var på den anden side af den hvide linje, som afgrænser pit og arbejdsområdet, da bilen kom ind til kørerskifte.

Inter Europol Competition #13 har også en betinget straf, da Santiago Concepcion Serrano ikke holdt linjen bag de andre biler, da starten af løbet gik. Hvis han gør det igen i 2023, får de en Drive-through.

United Autosports #22 har en betinget straf, da Gerald Kraut kørte ind i Team Virage #16 på vej til gridden. Det er ligeledes en Drive-through, hvis han gør det igen.

Steller Motorsport Audi #42 og GMB Motorsport Honda #55 blev undersøgt for at have kørt for langsomt ind i pitten, da de skulle ind til deres kørerskifte – de slap for straf.

Racing Spirit of Leman Aston Martin #10 fik en 5 sekunders tidsstraf, da de kørte langsomt i pitindkørslen, så de kunne nå at overholde de 45 minutters minimums køretid for Arnold Robin.

360 Racing #26 fik en 30 sekunders tidsstraf, for at have kørt meget langsomt i pitindkørslen, samt have mere end 5 billængders afstand bag Safety Car.

GMB Motorsport Honda #55
Photo: JJ Media

M Racing #68 fik en Drive-through for at have ramt Nielsen Racing #4 under løbet. Straffen udløses i det næste løb, som Erwin Creed deltager i.

Graff Racing #39 fik en betinget straf, for at have ramt United Autosports #22 i Sving 2, på den anden omgang af løbet. Straffen udløses kun hvis James Sweetnam bliver involveret i noget lignende i år.

Team Virage #16 har fået en 30 sekunders tidsstraf, da der var en mekaniker som arbejdede på bilen, mens de tankede bilen. Det var for at reparere den skadede bagende, efter påkørslen fra United Autosports #22 på vej til gridden, samt yderligere kontakt i Sving 1 på den 1. omgang af løbet.

Inter Europol Competition #15 fik en 30 sekunders tidsstraf, for at have ramt ANS Motorsport #6 under løbet, hvilket sendte 6’eren ind i CD Sport #11.

AF Corse Ferrari #51 fik en 5 sekunders tidsstraf, for at have forbrudt sig mod Track Limits for mange gange.

Team Virage #16 slap for straf, selvom der var en mekaniker, som arbejdede på bilen på startgridden, efter 5 minutters startsignalet var givet. Det var for at reparere den beskadigede bagende, efter kontakten med United Autosports #22, på vej til gridden.

COOL Racing #97 fik en 10 sekunders tidsstraf, da David Droux var for langsom til at bremse ned til Full Course Yellow hastigheden, og derved vandt tid på konkurrenterne.

GMB Motorsport Honda #55 fik en 10 sekunders tidsstraf, da Simon Birch ikke bremsede hurtigt nok ned til Full Course Yellow hastigheden.

COOL Racing havde lagt en protest mod United Autosports #23, som startede løbet fra pitten, efter en vandlækage på vej til gridden. 23’eren blev sendt på banen, da bilerne var halvvejs rundt på deres første omgang. COOL Racing henviste til reglementet, hvor der står at hvis man starter fra piten, skal man gøre det når alle biler har fuldført mindst en omgang. Løbsledelsen havde dog sagt til UA, at de måtte køre på banen, når de var klar – så den protest blev afvist.

Så med alle de straffe i mente, kom løbsresultatet, og mesterskabsstillingerne til at se noget anderledes ud.

United Autosports #23 med Wayne Boyd og John Schauerman vandt stadig løbet i LMP3, foran CD Sport #2 med Kirill Smal og Fabien Michal, mens MV2S Racing #28 med Christophe Cresp og Jerome de Sadeleer sluttede treer.

I GT3 kategorien blev Steller Motorsport Audi #42 med Mark Cole og Sennan Fielding i stedet kåret som vindere, foran Leipert Motorsport Lamborghini #19 med Gabriel Rindone og Patrick Kujala, og Team Parker Racing Porsche #18 med Nick Jones og Scott Malvern.

GMB Motorsport Honda #88 med Lars Engelbrekt Pedersen og Jan Magnussen slutter firer i løbet, mens GMB Motorsport Honda #55 med Simon Birch og Thomas Andersen rykker fra P1 til P8 pga tidsstraffen. HCR with CaffeineSix Porsche #86 med Anders Fjordbach og Tim Creswick slutter på 9. pladsen.

Team Virage #16 er stadig etter i mesterskabet, foran CD Sport #2 og Team Thor #77.

I GT3 stillingen er Racing Spirit of Leman Aston Martin #10 førende, foran AF Corse Ferrari #51, og HCR with CaffeineSix Porsche #86.

GMB Motorsport her henholdsvis 6’er og 8’er med #88 og #55.

Relaterede nyheder