Åbningsløb med masser af afbrydelser – opdateret

Åbningsløbet i Michelin Le Mans Cup 2021 blev kørt på Circuit de Barcelona-Catalunya, med 31 startende biler.

Cool Racing #37 med Antoine Doquin og Josh Skelton startede fra Pole Position blandt LMP3 bilerne, foran Phoenix Racing #5 med Finn Gehrsitz og Hamza Owega, og med WTM Powered by Phoenix #11 kørt af Thorsten Kratz og Leo Weiss på P3.

Iron Lynx Ferrari #8 med Rino Mastronardi plus Paolo Ruberti var på GT3 Pole, foran Pzoberer Zürichsee by TFT med Nicolas Leutwiler og Julien Andlauer, og Iron Lynx Ferrari #9 med Sarah Bovy plus Doriane Pin.

Danske Michael Jensen i CD Sport #33, som han deler med Adam Eteki, var den eneste dansker i feltet. Jensen havde sat 12. hurtigste tid under kvalifikationen.

Der var allerede potentiel bøvl for to hold, inden selve løbet startede. Nielsen Racing #7 og Grainmarket Racing #20 blev undersøgt for at have lavet en fejl på vej til gridden. Iron Lynx Ferrari #9 kom slet ikke til start, da der var et teknisk problem med bilen, så Doriane Pin og Sarah Bovy ikke kunne deltage i løbet.

Michelin Le Mans Cup start Barcelona 2021
Photo: JJ Media

Det blev en vild start på løbet, hvor WTM Powered by Phoenix #11 spandt af banen i Sving 1, og faldt tilbage næsten sidstepladsen i løbet, inden de kunne køre videre. Heldigvis var der ikke andre som ramte ham. På replay så det ud til at #11 var ved at snitte holdkammeraterne i Phoenix Racing #5, og derfor måtte dreje lidt skarpere rundt i Sving 1, end der var vejgreb til.

Pzoberer Zürichsee by TFT Porsche #2 tog føringen i GT3 kategorien.

United Autosports #32 spandt af banen i Sving 6, men Daniel Schneider kunne køre derfra, selvom bagenden på Ligier LMP3 raceren havde store skader.

AF Corse #31 havde en tur af banen, men det kunne klares med en lokal gul flagzone.

AF Corse Ferrari #51
Photo: JJ Media

DKR Engineering #3 spandt af banen i stadion sektionen, og endte i gruset. Det udløste en Safety Car, så der kunne komme et bjergningskøretøj ud til bilen.

Team Virage #16 valgte at pitte under SC perioden, for at tage deres lange pitstop. Team Virage #71, Rinaldi Racing #55 og United Autosports #22 valgte også at pitte, og var dermed på en anden strategi end konkurrenterne.

Løbet blev hurtigt givet frit igen, hvorefter Cool Racing #37 og Phoenix Racing #5 hurtigt stak væk fra resten af feltet igen.

Black Falcon #12 var på vej fremad i feltet, og var efterhånden helt fremme på 3. pladsen i løbet, efter at have startet helt tilbage på 18. pladsen.

Michael Jensen i CD Sport #33 havde et solospin i Sving 7, efter danskeren ellers have været oppe i top-10.

CD Sport #33 & Motorsport98 #98
Photo: JJ Media

Langt værre gik det for Mühlner Motorsport #21, da Erwin Creed spandt af banen i Sving 9 og ramte betonmuren i meget høj fart, og vragdele blev spredt ud over hele banen. Heldigvis kunne Creed selv stige ud af bilen, men det udløste naturligvis en Safety Car, så bilen og vragdelene kunne blive fjernet.

Det skete efter knap 50 minutters kørsel, så det fik endnu flere hold til at pitte, og foretage deres obligatoriske kørerskifte. Minimumskøretiden er dog 50 minutter for alle kørerne, og derfor skulle alle disse kørere i bilerne igen, inden målflaget. Til gengæld var der en hel flok kørere, som kom ind efter 50 minutters punktet, og kunne derfor køre løbet videre med kun deres 2. obligatoriske tankstop.

Løbet blev givet frit efter små ti minutters Safety Car kørsel.

Der var dog en helt flot biler, som blæste ud af pitlane for rødt lys, mens Motorsport98 #98 stille og roligt holdt og ventede, da Dino Lunardi var den eneste som opdagede det røde lys. Det ville blive dyrt for kørerne, og ikke mindst holdene.

Pzoberer Zürichsee by TFT Porsche #2
Photo: JJ Media

R-Breizh Competition #56 kørte rundt på banen, med kun et baglys på. Derfor fik de besked på at det skulle repareres i forbindelse med deres pitstop. LMP3 biler kan dog ikke skifte bagenden i en nem operation som LMP1 og LMP2 biler kan, så det ville tage dem adskillige minutter i pitten.

Cool Racing #37 spandt af banen i Sving 7, da Josh Skelton forsøgte en meget meget sen udbremsning af Phoenix Racing #5, men det var alt for sent, så han ikke kunne nå at få stoppet Ligier LMP3 raceren, inden gruset hilste ham velkommen.

Det udløste endnu en Safety Car, for at få den slæbt fri.

Uheldigvis fik Safety Car ikke fanget den førende bil, så det kostede ekstra lang tid, inden alle bilerne blev vinket korrekt forbi. For at gøre det hele mere kompliceret, pittede den førende Rinaldi Racing #55, så det i stedet var Racing Spirit of Leman #25, som var den førende af løbet.

Motorsport98 #98 blev undersøgt for ikke at have overholdt Safety Car proceduren, hvilket blot gav dommerne endnu mere arbejde.

R-Breizh Competition #56 fik en Drive-through, for at have kørt for hurtigt i pitten.

Team Virage #71 tog føringen af løbet, da de lavede en sen overhaling på Racing Spirit of Leman #25.

Team Virage #71
Photo: JJ Media

DKR Engineering #3 havde et sammenstød med en anden LMP3 racer, men begge biler kunne fortsætte, men dog ikke uden små skader på bilerne.

IDEC Sport #17 og TS Corse #73 fik begge en 1 minutters Stop & Go for at have kørt ud af pitten for rødt lys.

Cool Racing #69 havde store problemer med at komme forbi Team Virage #16, der lå og spærrede for #69 gennem adskillige omgange. Matt Bell i #69 blev mere og mere frustreret, da han bare ikke kunne finde en vej forbi holdkammeraten til den førende bil.

Til sidst blev dommerne så trætte af Team Virage #16, at de gav ham en Drive-through straf, for ikke at acceptere de blå flag. Det betød dog at den førende var stukket 16 sekunder afsted, efter #71 og #69 havde kæmpet side om side, indtil holdkammeraten kom på tværs.

Black Falcon #12 fik en Drive-through for at være kørt ud af pitten for rødt lys. Samme straf blev også sendt til United Autosports #22 for samme forseelse.

Cool Racing #69 tog andenpladsen i løbet, da de endelig fik fri bane op til 25’eren. Få sving senere mistede Théo Chala også en plads til RLR MSport #15.

10Q Racing Team Mercedes #93
Photo: JJ Media

Mühlner Motorsport #18 fik en Drive-through straf for kontakt med DKR Engineering #3 tidligere i løbet.

Motorsport98 #98 fik en Drive-through straf, da de havde overhalet både Safety Car og en konkurrent.

Black Falcon #12 fik yderligere straf, da de ikke have udført deres Drive-through korrekt.

CD Sport #33 holdt i gruset med 10 minutter tilbage af løbet. Desværre så det ud til at Michael Jensen fik lidt hjælp fra en konkurrent, men det var ikke helt tydeligt på TV-billederne. Det resulterede i en Full Course Yellow.

Det fik adskillige biler til at tanke for sidste gang – dog ikke den førende Team Virage #71, som tøffede forbi pitindkørslen få sekunder før FCY perioden startede.

Det var en kæmpe brøler for holdet, da de skulle holde stille i pitten, mens løbet blev givet frit igen. Dermed kom RLR MSport #15 blæsende forbi #71, mens de stadig tøffede ud af pitten. #15 var den nye førende af løbet, med tre minutter tilbage.

RLR MSport #15
Photo: JJ Media

RLR MSport #15 med Mike Benham og Tommy Foster vandt løbet med lidt over et sekunds forspring til Team Virage #71 med Garett Grist og Rob Hodes, mens United Autosports #22 med Scott Andrews og Gerald Kraut sluttede treer.

CD Sport #33 med Adam Eteki og Michael Jensen kom hjem på 19. pladsen blandt LMP3 bilerne, efter deres uheld sidst i løbet.

I GT3 kategorien vandt Pzoberer Zürichsee by TFT Porsche #2 med Nicolas Leutwiler og Julien Andlauer, foran Iron Lynx Ferrari #8 med Paolo Ruberti og Rino Mastronardi, mens AF Corse Ferrari #51 med Ken Abe og Matteo Cressoni sluttede på 3. pladsen.

Der er dog den lille finte, at RLR MSport #15 ikke tæller med i mesterskabet, da de ikke er tilmeldt hele sæsonen. Derfor tager Team Virage #71 fra Barcelona med mesterskabsføringen.

Alle data fra løbet bliver helt sikkert kigget igennem en gang mere, for at sikre sig, at alle kørere har overholdt minimumstider på kørerne, og minimumstider på deres pitstop, og hvornår disse blev udført. Derfor kan der meget vel komme ændringer i løbsresultatet i de kommende timer.

Det næste løb i Michelin Le Mans Cup køres først den 5. juni på Paul Ricard banen, da serien ikke tager med til Østrig i maj måned.

 

Opdatering

Efter løbet blev Team Virage #71 idømt en 1 sekunders Stop & Go, da de ikke have overholdt minimumstiden, i forbindelse med deres 2. pitstop i løbet. Den straf blev konverteret til 36 sekunder, hvilket betyder at de ryger ned på 5. pladsen, og podiet i stedet hedder RLR MSport #15, United Autosports #22 og United Autosports #23 med John Schauerman og Wayne Boyd. Dermed er United Autosports #22 mesterskabsførende efter første afdeling.

Relaterede nyheder