FIA WEC Monza træninger

FIA World Endurance Championship er nået til Autodromo Nazionale Monza i Italien, hvor 2021 sæsonens 3. afdeling skal køres.

Inden kvalifikationen og 6 timers løbet, skulle der dog køres 3 træninger.

Den første træning sluttede før tid for Cetilar Racing Ferrari #47, da Roberto Lacorte kørte af banen i Lesmo 2. Heldigvis gik det kun ud over fronten på bilen, som mekanikerne hurtigt kunne få repareret.

Derudover var der en masse andre ture gennem gruset, fra blandt andet Racing Team Nederland #29 og Toyota Gazoo Racing #8, som selv kunne komme tilbage på banen igen. Dempsey-Proton Racing Porsche #88 skulle have lidt hjælp fra en teleskoplæsser, da Andrew Haryanto satte bilen uhjælpelig fast i Variante Ascari gruset.

ARC Bratislava #44
Photo: JJ Media

Lørdag formiddag blev 2. fri træning kørt, og det blev en dramatisk en af slagsen. På ud-omgangen for ARC Bratislava #44, gik bilen i stå, men det lykkedes at få den startet op igen, efter et par minutter. Senere i træningen røg Inception Racing Ferrari #71 af banen i Variante Ascari, og desværre måtte trække sig fra resten af weekenden, da skaderne på bagenden af bilen var alt for store, til at kunne blive repareret.

Værst gik det til allersidst i træningen, hvor Alpine Elf Matmut #36, Iron Lynx Ferrari #60 og DragonSpeed USA #21 havde kontakt ved indgangen til Variante Ascari. Der var en Slow Zone på det tidspunkt, og det betød at bilerne bremsede ned – men med forskellig kraft. Alle tre kørere, Andre Negrao, Claudio Schiavoni og Henrik Hedman blev kaldt til dommerne, hvor Schiavoni blev dømt som den skyldige. Han havde bremset alt for set, kørt op i bagenden af #36, som så efterfølgende ramte ind i #21. Straffen fra dommerne er en Drive-through straf, som skal afsones ved starten af løbet i morgen.

Det var så en ting – noget andet var at hele forenden på Ferrari 488 GTE raceren var fuldstændig ødelagt, så mekanikerne var i gang med svejseapparatet lørdag eftermiddag, i en kamp for at få bilen gjort køreklar til kvalifikationen senere i dag, eller som minimum til løbet i morgen.

Inception Racing Ferrari #71
Photo: JJ Media

FP3 var den sidste times forberedelse forud for kvalifikationen.

Den forløb heldigvis noget mere rolig, end den foregående. Der var en enkelt Full Course Yellow, da ARC Bratislava #44 havde et spin i den første chikane, og skulle bruge lidt hjælp til at komme videre.

Toyota Gazoo Racing #7 var hurtigst blandt Hypercar bilerne i alle tre træninger, mens Alpine Elf Matmut #36 og Glickenhaus Racing #708 begge fulgte godt med til at starte med. Efterhånden så det ud til at Toyota skruede op for farten i FP3, så de endte med at være 1,5 sekund hurtigere end alle andre Hypercar biler.

I LMP2 skiftedes United Autosports USA #22, Racing Team Nederland #29 og JOTA #28 til at være hurtigst i de tre træninger.

Glickenhaus Racing #708
Photo: JJ Media

Desværre døjede High Class Racing #20 med Jan Magnussen, Anders Fjordbach og Dennis Andersen med at finde fart i bilen, og var 4. hurtigste LMP2 Pro/Am bil, og desværre kun 11. hurtigste LMP2 racer ud af 12 deltagende. Det positive for holdet var at Magnussen og Fjordbach lå meget ens på tiderne, men bilen manglede bare generelt fart.

I GTE Pro skiftede de to mærker også til at være i front. Mens AF Corse Ferrari #52 var hurtigst i FP1, var det henholdsvis Porsche #92 og #91 i de to efterfølgende.

Det var også tre forskellige biler, som skiftes til at slutte P1 i GTE Am kategorien. Team Project 1 Porsche #56 var hurtigst i FP1, AF Corse Ferrari #54 i FP2, og AF Corse Ferrari #83 i FP3, med en tid sat af Nicklas Nielsen.

AF Corse Ferrari #52
Photo: JJ Media

Michelle Gatting og hendes to holdkammerater, Sarah Bovy og Rahel Frey, gjorde det også rigtig godt, i de tre træninger ombord Iron Lynx Ferrari #85. Mens de var 10’er i FP1, satte Frey 4. hurtigste tid i FP2, og fulgte op med 8. hurtigste i FP3 – det vel og mærke i et felt som startede med 16 biler, men nu desværre er nede på 15.

Kvalifikationen til morgendagens 6 timers løb køres i dag klokken 18.00, og kan følges via live streaming på FIAWEC.com, eller i deres app.

Relaterede nyheder