110 minutters varmt eftermiddagsræs i Monza

Det blev en særdeles varm Michelin Le Mans Cup afdeling i Monza, da sæsonens 5. afdeling blev kørt på den legendariske bane.

Reiter Engineering #76 med Freddie Hunt og Mads Siljehaug startede fra Pole Position, foran MV2S Forestier Racing #29 med Jerome de Sadeleer og Louis Rousset, og WTM Racing #11 med Torsten Kratz og Leonard Weiss på P3.

Mesterskabsførende Racing Spirit of Leman #10 med Alexander Mattschull og Tom Dillmann startede løbet fra P6 – lige bagved deres nærmeste konkurrenter fra COOL Racing #69 med Maurice Smith og Malthe Jakobsen.

Team Thor #77 med Michael Markussen og Audunn Gudmundsson startede løbet fra 17. startposition.

Blandt GT3 bilerne havde Ebimotors Porsche #46 med Emanuele Busnelli og Fabio Babini taget Pole Position, foran GMB Motorsport Honda #44 med Gustav Birch og Jens Møller, og GMB Motorsport Honda #55 med Kristian Poulsen og Kasper H. Jensen.

GMB Motorsport Honda #88 med Mikkel Overgaard Pedersen og Lars Engelbrekt Pedersen startede fra 6. position blandt GT3 racerne.

Nielsen Racing #7 var i problemer inden starten af løbet, og måtte starte fra pitten. Det betød at de skulle starte løbet en omgang bagude.

Michelin Le Mans Cup Monza 2022 start
Photo: JJ Media

Det blev en vild start, hvor alle 35 biler skulle prøve at komme igennem den smalle chikane. Det betød at der var flere som hoppede over den store pølsecurb, som lå langs banekanten.

GMB Motorsport Honda #44 havde taget føringen af GT3 kategorien, men senere på omgangen kom Kristian Poulsen i holdets #55 forbi Gustav Birch.

Der var ballade ved starten af anden omgang, hvor der var kontakt mellem ANS Motorsport #6 og Rinaldi Racing #66. Det efterlod en masse vragdele i Sving 1, og det blev bestemt ikke bedre, da forlygten fløj af 66’eren. Kort tid efter var der ballade i Variante Ascari, hvor Optimum Motorsport #20 og DKR Engineering #3 havde kontakt. I forsøget på at komme tilbage på banen, endte det med at 3’eren gravede sig ned i gruset. Det og vragdelene udløste en Safety Car, så der kunne blive ryddet op.

Da løbet blev givet frit igen, gik der ikke længe inden der var problemer i Sving 1 igen. Reiter Engineering #76 fik bremset lidt for sent, og tog routen direkte igennem den første chikane, men holdt føringen. Kort tid efter lykkedes det MV2S Forestier Racing #29 at tage føringen. Længere tilbage i feltet havde United Autosports #22 været en tur af banen, og da Andres Latorre forsøgte at komme tilbage på banen – mod kørselsretningen, kørte han ud lige foran stakkels Stephan Rupp i Graff Racing #57.

Med to strandede biler i Sving 1, gav det en ny Safety Car.

United Autosports #22 & Graff Racing #57
Photo: JJ Media

Placeringerne i GT3 var skiftet igen, inden SC kom ud, så det var GMB Motorsport Honda #55, Bullitt Racing Aston Martin #99, og GMB #44.

Da løbet blev genstartet, havde Haegeli By T2 Racing #13 et spin, men kom selv videre.

United Autosports #23 havde et spin i Parabolica, men kom selv videre.

Optimum Motorsport #20 måtte humpe tilbage til pitten med en skadet bil, da Mark Crader havde udbremset sig selv, og ramt en af flamingoskiltene i Sving 1, som ikke bare overgav sig frivilligt.

DKR Engineering #14 røg af banen i Sving 1, da Alexander Bukhantsov ramte barrieren, og bilen måtte løftes væk. Det gav en Full Course Yellow, så den bil kunne komme i sikkerhed.

Bullitt Racing Aston Martin #99
Photo: JJ Media

Optimum Motorsport #20 fik en Drive-through, for kontakten med 3’eren tidligere i løbet.

Reiter Engineering #76 havde en vild tur over gruset i Lesmo 2, men holdt fast i 2. pladsen.

Frikadelli Racing #30 havde en vild tur over græsset i Sving 1, da Klaus Abbelen tabte bilen under nedbremsningen. Heldigvis ramte han ikke nogen, selvom der var en Team Virage racer lige i nærheden.

Bullitt Racing Aston Martin #99 havde et spin i Variante della Roggia, men kom selv videre derfra.

MV2S Forestier Racing #28 stoppede lige efter Variante della Roggia, hvor bilen bare var helt død. Der gik noget tid inden Christophe Cresp fik liv i bilen igen, men det lykkedes ham at komme væk under egen kraft.

Team Thor #77
Photo: JJ Media

GMB Motorsport #55, Ebimotors Porsche #46 og AF Corse Ferrari #61 var de første GT3 biler som pittede.

Dagen blev kun endnu værre for Bullitt Racing Aston Martin, da Stephen Pattrick holdt uhjælpelig fast i gruset i Lesmo 1. Det gav en Full Course Yellow, så bilen kunne flyttes i sikkerhed.

Den FCY periode fik de resterende biler til at pitte, hvilket gav en masse panik i pitten.

En GMB Motorsport Honda #88 mekaniker blev ramt af en LMP3 konkurrent, hvilket kostede holdet en masse tid, da de skulle ned og hente det dæk som mekanikeren havde fået slået ud af hænderne. Heldigvis så mekanikeren ud til at være ok, selvom personen humpede rundt.

Efter alle bilerne havde været i pit, var Reiter Engineering #76 i front af feltet igen, foran MV2S Forestier Racing #29. GMB Motorsport #44 var i front af GT3 kategorien, foran holdkammeraterne i #88 og #55.

Nielsen Racing #4
Photo: JJ Media

Der var dog drama for 76’eren, som fik en Drive-through for ikke at have forholdt sig korrekt forud for starten af løbet. Dermed var de ude af kampen omkring sejren. Freddie Hunt fortalte efterfølgende, at de havde et problem med rattet, som de måtte udskifte kort tid før starten. Det var indenfor 2 minutter af løbets start, hvor mekanikere faktisk ikke måtte røre bilen mere. Derfor straffen.

Kasper H. Jensen i GMB Motorsport Honda #55 var under massivt pres fra Ebimotors Porsche #46 med Fabio Babini.

Der var problemer for Team Virage #33, som var stoppet på baglangsiden.

GMB #55, Ebimotors #46 og United Autosports #2 kom side om side ned af start-mål langsiden, i et dragrace som LMP3 raceren tabte.

46’eren lavede en lille fejl i Variante della Roggia, hvilket kostede 46’eren en masse sekunder.

Den strandede 33’er udløste en FCY periode. Det komiske var at bilen startede, netop som redningsvognen nåede hen til den, hvorefter Rob Hodes kørte bilen ind i pitten.

United Autosports #23 & MV2S Forestier Racing #28
Photo: JJ Media

Malthe Jakobsen havde overtaget COOL Racing #69 på en rigtig fin 7. plads, men fik stille og roligt kørt sig fremad i feltet. Der var dog drama for holdet, som måtte pitte med et teknisk problem. Det kostede dem enhver chance for point i dagens løb, selvom de kom tilbage på banen igen.

Der var drama for GMB Motorsport Honda #44, som holdt i gruset i Variante Asccari. Jens Møller kunne ikke selv komme derfra, og måtte løftes ud med en teleskoplæsser. Det udløste en Full Course Yellow, så det kunne gøres sikkert. Møller forklarede efterfølgende at han var blevet ramt af en LMP3 racer. Det betød at GMB Motorsport Honda #88 med Mikkel Overgaard Pedersen nu var i føring af løbet.

Ebimotors Porsche #46 var en tur gennem pitten, til det som lignede en Drive-through.

Føringen i LMP3 skiftede umiddelbart efter banen blev givet fri igen. Racing Spirit of Leman #10 tog føringen af løbet.

Der var mere drama, da TS Corse #73 holdt stille i gruset i Variante della Roggia, så der måtte en ny Full Course Yellow til.

United Autosports #32 fik en Drive-through for at have ramt Haegeli By T2 Racing #13 tidligere i løbet.

Michelin Le Mans Cup Monza 2022
Photo: JJ Media

Ebimotors Porsche #46 fik en 2 sekunders pitstop straf, da de ikke havde overholdt minimums pitstop tiden med 2 sekunder.

AF Corse Ferrari #61 fik en Drive-through for at have forbrudt sig imod Track Limits. Samme straf tilfaldt Nielsen Racing #4, for præcis samme forseelse.

WTM Racing #11 havde en vild kamp med Racing Spirit of Leman #43, hvor der blev forsøgte overhalinger på indersiden og ydersiden.

Der var problemer i Variante Ascari, da RLR MSport #53 holdt strandet i gruset. Det gav en Full Course Yellow, med 6 minutter tilbage af løbet.

Racing Spirit of Leman #43 var helt oppe på dupperne, da bbanen ble givet grøn igen. Dermed kunne Josh Skelton tage 3. pladsen fra WTM Racing #11.

Næste til at lægge Leonard Weiss i WTM Racing #11 under pres fra Charles Milesi i AT Racing #9. De spidse albuer blev fundet frem, og der var kontakt mellem de to biler. Det var dog ikke det som gjorde at 9’eren kunne komme forbi, men Weiss i 11’eren lavede selv en fejl, og var en tur gennem gruset, i svinget senere.

Racing Spirit of Leman #10
Photo: JJ Media

Racing Spirit of Leman #10 med Tom Dillmann og Alexander Mattschull tog sejren i LMP3 kategorien, foran MV2S Forestier Racing #29 med Jerome de Sadeleer og Louis Rousset, og Racing Spirit of Leman #43 med Josh Skelton og Jacques Wolff.

Team Thor #77 med Audunn Gudmundsson og Micahel Markussen sluttede 9’er, og dermed var de første point hjemme for holdet.

COOL Racing #69 med Maurice Smith og Malthe Jakobsen sluttede 16’er i løbet, og dermed langt udenfor pointene.

GMB Motorsport Honda #88 vandt med Mikkel Overgaard Pedersen og Lars Engelbrekt Pedersen, foran holdkammeraterne Kasper H. Jensen og Kristian Poulsen i #55, mens Bullitt Racing Aston Martin #99 med Stephen Pattrick og Valentin Hasse-Clot sluttede treer.

Ebimotors Porsche #46 havde egentlig krydset målstregen som toer, men fik en 10 sekunders Stop & Go straf for ikke at have respekteret den tidligere Stop & Go straf i løbet.

Dermed har alle tre GMB Motorsport Honda racere vundet mindst et løb.

Racing Spirit of Leman #10 udbygger føringen, så de nu er 33 point foran. Det betyder at mesterskabet snildt kan afgøres allerede ved næste afdeling. MV2S Forestier Racing #29 og COOL Racing #69 er toer og treer i mesterskabet.

GMB Motorsport Honda #55 fører med 17 point ned til Bullitt Racing Aston Martin #99, efterfulgt af GMB Motorsport Honda #88, Ebimotors Porsche #46, og GMB Motorsport Honda #44. Dagens DNF var virkelig dyr for holdet i mesterskabet, men de er trods alt stadig kun 26 bagude. Så en Pole Position og en sejr til dem, og en DNF til 55’eren, og så er de på samme pointantal igen.

Nu går Michelin Le Mans Cup på en længere sommerferie. De skal nemlig ikke med European Le Mans Series til Barcelona i august, så derfor er de først på banen igen den 24. september på Spa Francorchamps.

Relaterede nyheder