Dansk rekordfelt i FIA WEC

Der bliver sat ny rekord for antal danske deltagere i FIA World Endurance Championship, når der køres løb på Autodromo Internacional do Algarve denne weekend.

Hele 7 danske kørere er på startlisten, hvilket er det højeste antal i en FIA WEC weekend, hvis man ser bort fra 24 timers løbet i Le Mans.

Danske High Class Racing #20 deltager i LMP2 kategorien med Jan Magnussen, Dennis Andersen og Anders Fjordbach. Det danske trekløver skal forsøge at forbedre deres resultat fra åbningsløbet på Spa Francorchamps, hvilket var et svært løb for holdet. De manglede fart gennem hele weekenden, og forsøgte at skifte motoren, hvilket også gav dem lidt mere fart, men ikke nok til at score en podieplads i hverken i den generelle LMP2 kategori, og ej heller i LMP2 Pro/Am kategorien, som er for hold med en Bronzekører i deres line-up. LMP2 feltet er dog utrolig hårdt, så alting skal gøres perfekt, for at opnå et topresultat.

High Class Racing #20
Photo: JJ Media

Michael Christensen er tilbage i GTE Pro kategorien, hvor han er kaldt ind som 3. mand på Porsche #92. Le Mans vinderen fra 2018, og samtidig Verdensmester i 2018/19 sæsonen kender bilen og holdet utrolig godt. Porsche valgte dog at pille ham ud af bilen efter 2019/20 sæsonen, og erstatte ham med Neel Jani, grundet kontraktudløb med danskeren. Han er dog sidenhen kommet ind i varmen igen, og var en del af den vindende Manthey Racing Porsche ved 24 timers løbet på Nürburgring sidste weekend. Selvom Jani ikke havde den store erfaring med GT biler, lykkedes det alligevel ham og Kevin Estre at vinde åbningsløbet i Belgien, hvor især Estre var flyvende gennem hele weekenden. Christensen, Estre og Jani skal bruge 8 timers løbet i Portimao som opvarmning til 24 timers løbet i Frankrig, hvor de igen skal dele bilen.

Porsche #92
Photo: JJ Media

Sæsonen kunne ikke have startet bedre for Nicklas Nielsen. Danskeren vandt med AF Corse Ferrari #83, som han deler med Alessio Rovera og Francois Perrodo, og skal nu forsøge at holde fast i den føring, selvom holdet har fået 30kg succesballast med i bilen. Det er dog ikke anderledes end i 2019/20 sæsonen, hvor holdet også vandt åbningsløbet, og hentede en serie af topresultater, inden de kunne sikre sig mesterskabet ved den sidste afdeling. Succesballast systemet bliver udregnet efter top 3 løbsresultater, samt top 3 i mesterskabet. Man kan maksimalt få 45kg ekstra med i bilen, da man regner to løb bagud. Reglen gælder for øvrigt kun i GTE Am, for at prøve at give lidt flere af amatørkørerne en chance for at få topresultater. Nogle gange virker det, og andre gange virker det ikke så godt.

AF Corse Ferrari #83
Photo: JJ Media

Michelle Gatting er med på Portimao banen som afløser for Katherine Legge, som skal køre løb i USA denne weekend. Gatting kender dog hendes medkørere Rahel Frey og Manuela Gostner særdeles godt i forvejen. De tre har været fast makkerpar i European Le Mans Series siden 2019, hvor Iron Lynx Ferrari #83 stille og roligt har en opadgående formkurve. Der er dog hele 12 konkurrenter til holdet i denne weekend, og der er ikke mange svage led hos konkurrenterne, så de skal virkelig smøge ærmerne op, og holdet snuden lige i sporet, uden nogen former for uheld, for at score et top 5 resultat – men det gælder for øvrigt også for alle de andre hold.

Iron Lynx Ferrari #85
Photo: JJ Media

Mikkel Jensen går en weekend i møde, hvor han skal prøve noget helt nyt. Danskeren har nemlig ikke tidligere kørt ræs i en Ferrari 488 GTE, men kun i GT3 versionen. Til gengæld kender han Portimao banen særdeles godt fra ELMS serien, hvor han vandt med G-Drive Racing i LMP2 i 2020. Han skal dele Car Guy Ferrari #57 med teamejer Takeshi Kimura, som har indgået en afdeling med Kessel Racing om at drive bilen. Scott Andrews er med som 3. mand på bilen, og han debuterer ligeledes i en GTE bil, efter at have kørt en masse sportsvognsræs i blandt andet LMP2 og LMP3 racere. Holdet skal bruge løbet som forberedelse til Le Mans i august, som Kimura har kørt to gange før.

Car Guy Ferrari #57
Photo: JJ Media

Der er kvalifikation til 8 timers løbet i Portimao i aften klokken 19.00 dansk tid, inden løbet starter i morgen søndag klokken 12.00 dansk tid. Ønsker man at følge med i både kvalifikationen og hele løbet, kan man med fordel købe adgang til Live Streaming på FIAWEC.com, som sender det hele uden reklamepauser, og med engelske kommentatorer, som er til stede på banen. Alternativt kan man se alle 8 timer på TV 2 Sport X, med danske kommentatorer, eller de sidste halvanden time af løbet på Eurosport 1, med danske kommentatorer.

Relaterede nyheder