Aggressiv kørsel i Mid-Ohio – opdateret

Lexus Grand Prix at Mio-Ohio blev kørt på Mid-Ohio Sports Car Course i Lexington, Ohio.

IMSA WeatherTech SportsCar Championship havde DPi, LMP2, LMP3 og GTD kategorierne til stede, mens GTD Pro tog en pause fra denne løbsweekend.

Cadillac Racing #01 med Renger van der Zande og Sebastien Bourdais havde taget Pole Position, foran Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 med Filipe Albuquerque og Ricky Taylor, mes Meyer Shank Racing Acura #60 med Tom Blomqvist og Oliver Jarvis startede treer.

I LMP2 kategorien havde Josh Pierson og Patrick Kelly i PR1 Mathiasen Motorsports #52 taget Pole, foran holdkammeraterne i #11 med Steven Thomas og Jonathan Bomarito, mens Henrik Hedman og Juan Pablo Montoya havde taget P3 for DragonSpeed USA #81. For øvrigt var Montoya fløjet ind fra Indianapolis, hvor han deltog i Indycar løbet i går. Efter dagens løb, skal han tilbage til Indy igen, hvor han skal til at træne til Indy 500.

High Class Racing #20 med Dennis Andersen og Anders Fjordbach skulle starte løbet fra 6. pladsen blandt LMP2 racerne.

Andretti Autosport #36 med Jarett Andretti og Gaby Chaves havde taget LMP3 Pole, foran Dakota Dickerson og Josh Sarchet i MLT Motorsports #58, Performance Tech Motorsports #38 med Dan Goldburg og Rasmus Lindh.

Bryan Sellers og Madison Snow var på GTD Pole med Paul Miller Racing BMW #1, foran Team Korthorff Motorsports Mercedes #32 med Mike Skeen og Steven McAleer, og Heart of Racing Team Aston Martin #27 med Romain de Angelis og Maxime Martin.

Lexus Grand Prix of Mid-Ohio 2022 start
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

De 31 biler tog starten i strålende solskin og 26 graders lufttemperatur, i det 2 timer og 40 minutters lange ræs.

Det lykkedes Konica Minolta Wayne Taylor Racing #10 at tage føringen på vej ind i det første sving, mens der var en masse roderi i GTD feltet, hvor folk var i gang med at overhale LMP3 racere, og i visse tilfælde, også kom forbi.

Team Korthorff Motorsports Mercedes #32 havde taget føringen i GTD kategorien, foran Turner Motorsport BMW #96 og Paul Miller Racing BMW #1.

AWA #13 måtte pitte efter en ny snude til raceren, da den havde fået en skade under starten.

Vasser Sullivan Lexus #17 fik en Drive-through straf, da de havde overhalet store dele af GTD feltet, og dele af LMP3 feltet, inden de nåede til det grønne flag, hvilket er forbudt i IMSA ræs.

Turner Motorsport BMW #96
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Føringen i LMP2 kategorien skiftede fra PR1 Mathiasen Motorsports #52 med Kelly, til holdkammeraterne i #11 med Thomas bag rattet.

Et lille kvarter inde i løbet tog Cadillac Racing #01 føringen af løbet, med en robust overhaling i Keyhole svinget, hvor Bourdais kom på indersiden af Albuquerque i Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10.

Der var let kontakt mellem PR1 Mathiasen Motorsports #52, Vasser Sullivan Lexus #17 og Sean Creech Motorsports #33, men alle kunne køre videre uden at miste noget tid.

Der var også kontakt mellem Mustang Sampling Cadillac #5 og Whelen Engineering Cadillac #31, hvor 31’eren var en tur ude i gruset, men ellers ikke nogle problemer.

AWA #13 havde et spin i Sving 4, men kom selv videre. Et par omgange senere var de af banen i Sving 9, men kom igen tilbage på asfalten.

Tower Motorsport #8 var en kort tur over græsset, men fandt hurtigt asfalten igen.

Era Motorsport #18 havde et spin på dens ud-omgang efter dagens første pitstop. Dwight Merriman kom dog hurtigt videre.

Winward Racing Mercedes #57 var en tur af banen i Sving 10, efter en lille kørefejl fra Russell Ward. Han kom dog selv ud af gruset igen, så vi undgik en Safety Car.

Jr III Racing #30 & Paul Miller Racing BMW #1
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Sean Creech Motorsports #33 var en tur of græsset, men Lance Willsey kom selv på ret kurs igen.

High Class Racing #20 havde gjort et rigtig godt stykke arbejde, hvor Dennis Andersen stille og roligt havde fået bilen frem til P3, og holdt sig ude af problemer.

aul Miller Racing BMW #1 var kommet i front af GTD kategorien, ved at få overhalet Team Korthorff Motorsports Mercedes #32.

PR1 Mathiasen Motorsports #52 havde et spin, da Kelly forsøgte at kæmpe sig igennem langsommere trafik, men fik et lille prik fra Vasser Sullivan Lexus #17, som ville ind i pitten.

Top 3 i DPi kategorien lå indenfor 1,5 sekund af hinanden, efter halvdelen af løbet var kørt. Afstanden bølgede dog lidt frem og tilbage, alt afhængig af hvor de ramte trafik.

Performance Tech Motorsports #38 holdt stille ude på banen, og uanset hvad Rasmus Lindh gjorde, kunne han ikke få liv i LMP3 raceren igen. Det udløste en Full Course Caution, så bilen kunne slæbes væk.

PR1 Mathiasen Motorsports #11
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Der var problemer for Team Korthorff Mercedes #32, som måtte tøffe langsomt rundt på banen, inden Steven McAleer kunne pitte, og få et nyt venstre forhjul på raceren.

Da løbet blev frigivet igen var PR1 Mathiasen Motorsports #11 førende i LMP2, foran High Class Racing #20 og DragonSpeed USA #81 – og det med Bomarito, Fjordbach og Montoya i bilen. Derfor var der optræk til, at de sidste 70 minutter af løbet ville blive en hård kamp mellem de tre biler.

Der var vild kamp omkring føringen i DPi kategorien, hvor der var kontakt mellem Cadillac Racing #01 og Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10. Først var #10 presset af banen i Sving 4, hvor 01’eren blev lettere presset af banen i det næste sving. Det sendte van der Zande i #01 ud i et spin, ind over græsset, hvor han heldigvis ikke blev ramt af andre biler, da han skøjtede over banen igen. Dommerne kiggede på det, og valgte ikke at gøre noget ved det, da begge kørere var lige gode om det.

Vasser Sullivan Lexus #17 fik en Drive-through for kontakten med PR1 Mathiasen Motorsports tidligere i løbet.

Meyer Shank Racing Acura #60 tabte flere placeringer, da DPi feltet var på vej gennem GTD feltet. I stedet smuttede Whelen Engineering og Cadillac #02 forbi, og snuppede henholdsvis 2. og 3. pladsen.

Cadillac Racing #01
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

CORE autosport #54 havde fået kæmpet sig til fronten af LMP3 kategorien, hvor Colin Braun igen igen var fantastisk bag rattet af en racerbil.

Efter at have kæmpet over mange omgange, lykkedes det DragonSpeed USA #81 at komme forbi High Class Racing #20.

Rick Ware Racing Acura #51 var i front af GTD kategorien, hvor Ryan Eversley holdt Turner Motorsport BMW #96, Paul Miller Racing BMW #96, og Vasser Sullivan Lexus #12 bag sig.

Dagens sidste pitstop for Rick Ware Racing Acura #51 gik ikke som planlagt. Der var lidt forvirring blandt mekanikerne, hvor bilen blev sænket, inden begge tankslanger var hevet ud af bilen. Eversley fik først besked på at køre, inden han måtte bremse igen, for at få den anden benzinslange ud af bilen. Ikke nok med at de mistede en masser sekunder i pitten, så fik de også en Drive-through for at have kørt afsted, mens slangen stadig sad i bilen.

Det var utroligt snært mellem PR1 Mathiasen Motorsports #11 og DragonSpeed USA #81, da begge biler havde haft dagens sidste pitstop. Montoya i 81’eren kom ud lige foran Bomarito i 11’eren, men havde kolde dæk, og kunne derfor ikke holde konkurrenten bag sig. I stedet var han centimeter fra at ramme bagenden af #11, da han fik bremset en lille smule for sent.

Jr III Racing #30 havde fået kørt sig op til 2. pladsen i LMP3 kategorien, men der var stor afstand til både de forankørende, og bagvedkørende konkurrenter.

High Class Racing #20
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Mens LMP2 topbilerne var på vej gennem trafik, var der kontakt mellem PR1 Mathiasen Motorsports #11 og DragonSpeed USA #81. Montoya fik snuden stukket op på indersiden af Bomarito, så amerikaneren gik på tværs, og var utrolig heldig, ikke at blive ramt af flere bagvedkørende biler – inklusiv løbets generelle førende Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10. Dommerne kiggede på sagen, og gav #81 en Drive-through for kontakten. Det sendte Montoya ned på 2. pladsen i LMP2 kategorien.

Inception Racing McLaren #70 var på vej fremad i GTD kategorien, efter Jordan Pepper var kommet bag rattet. Han fik raceren kørt op på 3. pladsen, med lige under 20 minutter tilbage af løbet. Han var dog ikke færdig med at overhale, og forsøgte at presse sig forbi Paul Miller Racing BMW #1, men måtte trække sig igen, efter de to biler havde let kontakt.

Montoya fik hentet Bomarito igen, og lavede en imponerende overhaling udenom, hvor der dog var let kontakt mellem bilerne, men ikke noget alvorligt. Dermed tog DragonSpeed USA #81 føringen med 10 minutter tilbage af løbet.

Fire minutter før målflaget, tog Inception Racing McLaren #70 føringen af GTD, mens de to BMW racere fra Turner Motorsport #96 og Paul Miller Racing #1 havde travlt med at kæmpe internt.

Heart of Racing Team Aston Martin #27 måtte pitte på næstsidste omgang, da Maxime Martin var ved at løbe tør. Dermed mistede holdet en potentiel 5. plads.

Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 med Filipe Albuquerque og Ricky Taylor vandt løbet, foran Oliver Jarvis og Tom Blomqvist i Meyer Shank Racing Acura #60, og Whelen Engineering Cadillac #31 med Pipo Derani og Tristan Nunez.

Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

DragonSpeed USA #81 med Juan Pablo Montoya og Henrik Hedman vandt LMP2 kategorien, foran Steven Thomas og Jonathan Bomarito i PR1 Mathiasen Motorsports #11, og Dennis Andersen og Anders Fjordbach i High Class Racing #20.

#81: DragonSpeed USA, ORECA LMP2 07, LMP2: Henrik Hedman, Juan Pablo Montoya

CORE autosport #54 med Colin Braun og Jon Bennett vandt LMP3 kategorien, med Jr III Racing #30 med Garett Grist og Ari Balogh som toer, og Jarett Andretti samt Gabby Chaves i Andretti Autosport #36 som treer.

CORE autosport #54
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Brendan Iribe og Jordan Pepper i Inception Racing McLaren #70 vandt GTD kategorien, foran Turner Motorsport BMW #96 med Bill Auberlen og Robby Foley, mens Bryan Sellers og Madison Snow i Paul Miller Racing BMW #1 sluttede treer.

Inception Racing McLaren #70
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 fører DPi mesterskabet, foran Meyer Shank Racing Acura #60, og Cadillac Racing #02.

PR1 Mathiasen Motorsports #52 er fortsat førende i LMP2 kategorien, men DragonSpeed USA #81 er kun få point bagefter, mens Era Motorsport #18 er treer.

Jr III Racing #30 er førende i LMP3 kategorien, foran CORE autosport #54 og Sean Creech Motorsports #33.

Team Korthorff Motorsports Mercedes #32 er stadig førende i GTD, foran Wright Motorsports Porsche #16, og Turner Motorsport BMW #96

Den næste afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship køres den 4. juni 2022 på gaderne i Detroit, hvor DPi og GTD bilerne er til start.

 

Opdatering

Efter løbet blev Inception Racing McLaren #70 sendt allerbagerst i GTD kategorien, da bilen ikke overholdt minimumsvægten. Dermed rykker Turner Motorsport BMW #96 frem som vinder, Paul Miller Racing BMW #1 som toer, og Vasser Sullivan Lexus #12 med Frankie Montecalvo og Aaron Telitz som nye treere.

Relaterede nyheder