Herta fortsætter hos Andretti

Colton Herta fortsætter hos Andretti Autosport i fem sæsoner mere.

Den unge kører har officielt kørt for holdet siden 2020, men havde allerede forbindelser til dem siden debuten ved finaleløbet i 2018. Hans far, Bryan Herta er en central del af holdet, og har de seneste sæsoner også været på radioen for sønnen, og snakket ham gennem løbet som strateg.

Samtidig er det annonceret at Gainbridge fortsætter som hovedsponsor på bilen i 2023 og fremover, dog uden at sætte nogen udløbsdato på aftalen.

Herta vandt sine to første løb allerede i 2019 – altså det kun 3. løb som han kørte i NTT IndyCar Series! Siden da er det blevet til i alt 7 sejre, og har derved slået farens rekord.

Colton Herta
Photo: Indycar.com

Colton Herta fortsætter i bil #26, og skal have Kyle Kirkwood som ny holdkammerat i #27. Kirkwood afløser Alexander Rossi. Romain Grosjean fortsætter i bil #28, mens Devlin DeFrancesco igen kører i bil #29.

Herta har flirtet med Formel 1, og var storfavorit til at træde ind i serien i 2023, men grundet Super Licens pointsystem på baggrund af opnåede mesterskabsplaceringer, og den ringe vurdering af Indycar i FIA systemet, har han ikke point nok til at kunne deltage i Formel 1 i den kommende sæson. I stedet er den drøm sat på pause for nu – indtil Andretti Autosport måske træder ind i Formel 1 i fremtiden, hvilket de har ytret ønsker om til 2024 sæsonen.

NTT IndyCar Series 2023 starter den 5. marts på gaderne i St. Petersburg, Florida.

Relaterede nyheder