Vector Sport partner med Isotta Fraschini

Vector Sport indgår et samarbejde med den italienske bilfabrik Isotta Fraschini, og bliver officielt fabriksteam.

Samarbejdet skal foregå i FIA World Endurance Championship, hvor deres helt nye Hypercar skal deltage. Den første bil er under opbygning i øjeblikket, og forventes aktuelt at debutere på Spa Francorchamps, med målet om at deltage i 24 timers løbet i Le Mans i juni måned.

Graphics: Isotta Fraschini

Vector Sport debuterede i FIA WEC i 2022 sæsonen, hvor de stillede op med en ORECA 07 Gibson LMP2 racer, som skiftevis blev kørt af Ryan Cullen, Sebastien Bourdais, Nico Müller, Mike Rockenfeller og Renger van der Zande gennem de seks løbsweekender. Teamchef Gary Holland har erfaring fra flere forskellige motorsportsprogammer, blandt andet også JOTA Sport og Krohn Racing.

Der er ikke noget nyt omkring hvilke kørere som bliver tilknyttet holdet.

Det er også sparsomt med detaljerne omkring bilen, men indtil videre har Isotta Fraschini offentliggjort at bilen bliver bygget efter LMH standarden, og får et Hybridsystem med elektrisk trækkraft på forhjulene, ligesom vi kender fra Toyota Gazoo Racing og Ferrari’s helt nye 499P.

FIA WEC 2023 starter den 17. marts på Sebring International Raceway, inden der køres i Portimao den 16. april, og Spa Francorchamps den 29. april.

Relaterede nyheder