Sørensen fortsætter hos Aston Martin

Marco Sørensen har fået en fabrikskonktakt med Aston Martin Racing.

Den 33-årige nordjyde har skrevet under på en ny flerårig kontrakt med det britiske sportsvognsmærke, som han har kørt for siden 2015.

Det har været nogle utroligt succesfulde år for danskeren. Allerede i 2016 vandt han GTE Pro titlen sammen med Nicki Thiim – en bedrift som han gentog i 2019/20 sæsonen. De kørte sammen blot en sæson mere, inden GTE Pro programmet blev lukket ned, efter Lawrence Stroll overtog holdet.

Det betød dog ikke et farvel til AMR, men i stedet blev han sat over i nogle privatbiler rundt omkring i verden, plus han fik en LMP2 start i 24 timers løbet i Le Mans med High Class Racing, hvilket ikke havde noget med AMR at gøre.

Marco Sørensen
Photo: JJ Media

I 2022 var han tilbage i FIA WEC med TF Sport, hvor han vandt både 24 timers løbet i Le Mans samt GTE Am titlen, foruden deltagelse i European Le Mans Series. I 2023 vandt han 24 timers løbet i Daytona i GTD kategorien med Heart of Racing, som han kørte for gennem hele sæsonen. Derudover hjalp han GMB Motorsport i forbindelse med 24 timers løbet i Le Mans, men nåede aldrig at komme i bilen i selve løbet, da bilen havde et uheld efter få timer.

Den nye aftale betyder at han vender tilbage i FIA WEC i 2024 med japanske D’Station Racing i den nye LMGT3 kategori. Men derudover skal han hjælpe til med udviklingen af Aston Martin Valkyrie raceren, som skal køre med i Hypercar samt GTP kategorien fra 2025 og fremad. Så der er nok at se til for den høje nordjyde.

Det første løb i 2024 bliver dog 24 timers løbet i Daytona med Heart of Racing Team, hvor Marco Sørensen skal forsøge at forsvare 2023 sejren i GTD kategorien.

Relaterede nyheder