Mere ræs i Iowa

For anden dag i træk var NTT IndyCar Series bilerne på banen i Iowa.

Will Power startede igen fra Pole Position, med karrierens Pole nummer 66. Gårsdagens vinder Josef Newgarden startede toer, foran Conor Daly, Takuma Sato, Scott McLaughlin, Jack Harvey, Pato O’Ward, Rinus VeeKay, Felix Rosenqvist, og Romain Grosjean.

Colton Herta skulle have startet fra P3, men da han skiftede motor på raceren efter gårsdagens løb, blev han i stedet rykket ned på 12. startposition.

Christian Lundgaard skulle starte dagens løb fra 17. startposition.

Hy-Vee Salute to Farmers 300 Iowa start 2022
Photo: Indycar.com

26 biler tog starten på endnu et varmt løb på hele 300 omgange, hvor der med det samme var kamp omkring 3. pladsen, som O’Ward tog fra Daly, mens Sato også kom forbi amerikaneren.

Mesterskabsførende Ericsson var fremme på P9, efter at være startet 15’er.

Harvey faldt stille og roligt bagud i feltet, og var nede på 14. pladsen, efter 30 kørte omgange.

Det var lidt samme historie for Conor Daly, som var P11 efter 35 omgange.

Der var problemer for Simon Pagenaud, som havde problemer med radioen, så han ikke kunne høre hvad pitten sagde til ham. Det er ekstremt vigtigt på en oval, hvor man hele tiden skal lytte på spotteren, som fortæller om der er kørere på inder- eller ydersiden.

Daly var den første kører til at foretage et normalt pitstop, og pittede efter 41 omgange.

Med de mange grønne omgange under starten, var over halvdelen af feltet en omgang bagude efter blot 50 af de 300 omgange.

Castroneves fik en Stop & Go, for at have kørt for hurtigt i pitten.

Store dele af feltet pittede omkring 60 omgange inde i løbet.

Power og Newgarden pittede på samme omgang, og kom ud i samme rækkefølge igen – men med Newgarden helt oppe på siden af Power, da de forlod pitten.

Will Power
Photo: Indycar.com

Ligesom i gårsdagens løb, havde Jimmie Johnson gjort det fantastisk, og var oppe på 4. pladsen, efter alle havde pittet for første gang.

Power skulle overhale Grosjean med en omgang, men franskmanden var bestemt ikke opsat på at skulle en omgang ned, hvilket gjorde at Newgarden fik et tilløb, og tog føringen af løbet. Det lykkedes dem begge to at komme forbi Grosjean, et par omgange senere.

100 omgange inde i løbet, var der kun 7 kørere tilbage på de førendes omgang.

Ericsson kom forbi holdkammerat Johnson, da amerikanerens dæk stille og roligt begyndte at give op.

Lundgaard var den eneste bil fra Rahal Letterman Lanigan som havde en smule fart i raceren. Danskeren lå 15’er, mens Rahal var 23’er, og Harvey 24’er. Danskeren kom dog lidt for langt i forbindelse med dagens 2. pitstop, og måtte skubbes tilbage, inden de skulle tanke bilen og skifte dæk. Der var dog flere problemer for danskeren, hvor mekanikerne gik i gang med at reparere på raceren, som havde fået problemer med bremserne. Det lykkedes dog ikke at få bilen repareret, og dagen var slut for danskeren.

Dagens første Full Course Caution kom på 120. omgang, da Kyle Kirkwood ramte muren i Sving 1, og var dermed ude af løbet. Amerikaneren var netop blevet overhalet af Josef Newgarden, men kom selv for langt op på banen, og rutsjede bare ind i betonen, uden at kunne styre.

De første fire i løbet pittede, men kom ud igen, i uændret rækkefølge med Newgarden foran Power, O’Ward og Ericsson. Herefter fulgte resten af feltet, da de havde fået en omgang tilbage. Dermed var vi oppe på 16 kørere, som var på den førende bils omgang.

Josef Newgarden
Photo: Indycar.com

Ved genstarten af løbet, gik O’Ward til angreb på Power, men blev afvist, efter de to havde kørt næsten en hel omgang side om side.

VeeKay fik en Drive-through, da han havde kørt for hurtigt i pitten.

Dixon havde lidt problemer med at komme forbi Castroneves, selvom brasilianeren var flere omgange bagude. Da newzealænderen endelig kom forbi, kunne han gå til angreb på landsmanden McLaughlin på 5. pladsen.

Da først McLaughlins dæk faldt af, faldt de virkelig af, og han røg hurtigt bagved Dixon, Rosenqvist og Johnson.

Efter Newgarden havde haft tingene under kontrol i omkring 100 omgange, var han lige ved at komme i klemme i en overhaling, og måtte bakke ud af det. Det gjorde at Power kunne lukke hullet op til ham.

Herta var den første kører, som pittede for 3. gang i løbet, og håbede på at have en fordel på friskere dæk.

O’Ward var en af de første fra frontgruppen som pittede, mens resten fulgte efter kort tid efter.

Marcus Ericsson & Felix Rosenqvist
Photo: Indycar.com

Newgarden blev fanget bag Rosenqvist, på vej ud af pitten, hvorefter de to næsten kollidere i Sving 3. Heldigvis gik det godt, og Newgarden kunne overhale ham.

Det lykkedes O’Ward at komme forbi Power, ved hjælp af det tidligere pitstop.

236 omgange inde i løbet var dagens ellers dominerende kører i muren. Josef Newgarden ramte betonen i Sving 4 hårdt, efter han selv tabte raceren, uden at være i trafik. Han snittede den gule linje på bunden af banen, hvor hældningen på ovalen startede, og det sendte ham rundt.

Det fik en stor del af feltet til at pitte, hvor O’Ward nu var den nye førende, foran Power, Dixon og McLaughlin.

Løbet blev givet frit med 51 omgange tilbage.

McLaughlin tog 3. pladsen fra Dixon, mens Johnson kom forbi Ericsson i dysten om P5.

Ed Carpenter fik en Drive-through, for at have pittet mens pitten var lukket.

Takuma Sato
Photo: Indycar.com

David Malukas og Takuma Sato kæmpede hårdt omkring 9. pladsen, og det var millimeter fra at japaneren var kørt ind i siden på unge Malukas, men de undgik heldigvis kontakt.

Efter Team Penske havde været dominerende ved starten af løbet, var Arrow McLaren SP med O’Ward nu den kører, som stak afsted fra resten af feltet.

Dalton Kellett fik en Stop & Go for at have ramt en af mekanikerne, ved et tidligere pitstop.

Herta var meget tæt på at ende i muren, da Sato dykkede på ham, men holdt lige nøjagtig raceren ude af betonen.

Ericsson var kommet forbi Johnson igen, hvor de to kæmpede omkring 5. pladsen, med 15 omgange tilbage af løbet. Johnson tog 5. pladsen, da svenskeren blev distraheret en anelse af Jack Harvey, som skulle sætte en omgang længere bagud.

Patricio O’Ward
Photo: Indycar.com

Patricio O’Ward vandt dagens løb, foran Will Power, Scott McLaughlin, Scott Dixon, Jimmie Johnson, Marcus Ericsson, Felix Rosenqvist, David Malukas, Romain Grosjean, og Takuma Sato på P10. Callum Ilott på P11 var den sidste mand på de førendes omgang.

Marcus Ericsson er fortsat mesterskabsførende, kun 8 point foran Will Power, mens Scott Dixon og Josef Newgarden er på en delt 3. plads, og Pato O’Ward som femmer, og Alex Palou på P6. De 6 kørere er indenfor 44 point af hinanden, og dermed kan alting ske mellem dem. Scott McLaughlin er den næste i rækken, men 86 point fra mesterskabsføringen.

Den næste afdeling af NTT IndyCar Series køres næste weekend, hvor der skal køres på inderkredsen af Indianapolis Motor Speedway. Her køres der lørdag den 30. juli ved middagstid, lokal tid.

Relaterede nyheder